Indien advarede Sri Lanka flere timer før blodbad

Srilankanske efterretningsfolk fortæller, at Indien på forhånd oplyste om specifikke trusler mod kirker.
Efterretningsfolk i Sri Lanka fik få timer før bombeangrebene på kirker og hoteller påskesøndag et tip om, hvad der ville ske. Foto © : Hectorlo/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
23. april 2019 13:36

Efterretningsfolk i Sri Lanka fik få timer før bombeangrebene på kirker og hoteller påskesøndag et tip om, hvad der ville ske.

Det siger tre kilder med direkte kendskab til sagen til Reuters.

Tre kirker og fire hoteller blev ramt søndag morgen af selvmordsbomber, og dødstallet er tirsdag steget til 321. Blandt de døde er tre danske børn. Cirka 500 er såret.

Det har sendt chokbølger gennem øsamfundet, der har oplevet relativ fred, siden borgerkrigen i landet sluttede for ti år siden.

LÆS OGSÅ Dødstallet stiger stadig i Sri Lanka

Islamisk Stat har taget skylden for angrebet påskesøndag. Men det har ikke kunnet sandsynliggøre, at det forholder sig sådan.

Indiske efterretningsofficerer kontaktede to timer før angrebene srilankanske kolleger og advarede dem om, at der var specifikke trusler mod kirker i landet.

Det siger en kilde i Sri Lankas forsvar.

En anden srilankansk forsvarskilde oplyser, at advarslen kom "timer" før det første angreb.

Endnu en srilankansk kilde fortæller, at en advarsel blev sendt fra Indien allerede lørdag aften.

En regeringskilde i Indien siger til Reuters, at en lignende besked blev afleveret til efterretningsfolk fra Sri Lanka den 4. og den 20. april.

Hverken det srilankanske udenrigsministerium eller præsidentkontoret har svaret på en anmodning om at kommentere oplysningerne.

LÆS OGSÅ Voldsomme eksplosioner dræber hundredevis i Sri Lanka

En srilankansk viceforsvarsminister sagde tidligere tirsdag, at angrebene på kirker og hoteller var gengæld for en hvid nationalists drab på 50 muslimer i New Zealand i sidste måned.

Premierminister Ranil Wickremesinghe gentog lidt senere på et pressemøde, at det er "muligt", at der er en forbindelse til massakren i New Zealand.

Men kommentatorer og eksperter er skeptiske. De siger, at angrebene i Sri Lanka var så koordinerede og så dødelige, at det har krævet lang tids forberedelse.

Wickremesinghe konstaterede, at der stadig kan løbe ekstremister rundt med våben og bomber. Så faren er ikke drevet over endnu.

/ritzau/Reuters