Indhandlingen af sælskind i Aasiaat slog rekord sidste år
Når man træder ind på indhandlingsstedet for sælskind i Aasiaat, mødes man af den karakteristiske lugt af sælskind.
Sidste år var et særdeles godt år for stedet.
- Vi plejer ikke at nå 1.000 skind på et år. Sidste år indhandlede vi lidt over 1.100 skind, som vi sendte til Great Greenland, fortæller Lars Peter Mølgaard, der arbejder på indhandlingsstedet.
Virksomheden indhandler bland andet skind fra ringsæl og grønlandssæl, men i år går det ikke nær så godt, selvom der er nok af sæler.
Udu i maskineriet
Indhandlingsstedet er i år nemlig ramt af problemer med maskinen, der skal rense skindene.
- I år har vi kun kunnet tage imod et begrænset antal skind. Det skyldes, at vores maskine til at rense skindene gik i stykker, så vi har været nødt til at udføre arbejdet manuelt med ulu, siger Lars Peter Mølgaard.
De, der arbejder på indhandlingsstedet, ernærer sig også selv som fiskere og fangere. Derfor har de kun kunnet tage imod et begrænset antal skind, efter at maskinen til at fjerne spæk fra skindene gik i stykker.
- Vi står både for modtagelsen og behandlingen af skindene, samtidig med at vi selv er fiskere og fangere. Derfor har vi hovedsageligt taget imod den mængde, vi har haft tid til at behandle. Vi tager selvfølgelig imod skind, der allerede er renset for spæk. Men i år har vi været nødt til at begrænse, hvor mange skind vi tager imod, når de stadig skal renses, siger Lars Peter Mølgaard.
Det er ellers ikke fordi, det har manglet på sæler i vandet:
- Det er ikke, fordi der er færre sæler. Man både ser og hører dem, og der bliver også fanget sæler. Det ser snarere ud til, at det skyldes, at vores kapacitet til at modtage skind har været begrænset, siger Lars Peter Mølgaard.
Efteråret nærmer sig, havet og vejret bliver mere uroligt, og sælfangsten tager til.
- Reservedelen til maskinen er blevet sendt. Når den er klar igen, kan vi begynde at tage imod skind uden de samme begrænsninger, fordi vi så kan behandle flere skind om dagen. Når efteråret kommer, og man begynder at sætte garn efter sæler, plejer vi også at modtage mange skind. Det er især i oktober, november og december, at vi modtager flest. Jeg håber, at vi kommer til at modtage mange skind i den periode, siger Lars Peter Mølgaard.
Godt år i hele Grønland
I juni kom Great Greenland ud med et nyt regnskab.
Det viste, at garveriet var lykkedes med at levere et overskud på 1,6 millioner kroner i 2025. Året før var selskabet endt med et minus på 1,1 millioner kroner.
- Indhandlingen af sælskind har i 2025, trods et fald i forhold til 2024, været på et samlet set tilfredsstillende niveau og er sammenlignelig med indhandlingen i 2023, stod der i årsrapporten.
Forventningen til 2026 er, at omsætningen falder en smule, og at Great Greenland kommer ud af året med et overskud på 44.000 kroner.