Inatsisartuts efterårssamling starter i dag

Inatsisartuts efterårssamling bliver i dag klokken 11 ringet i gang af parlamentets formand, Lars-Emil Johansen.
Foto © : Nils Baum, Bureau for Inatsisartut
Skrevet af Ivik Kristiansen
25. september 2015 06:56

Det bliver begyndelsen på godt to måneders politiske diskussioner, som efterårssamlingen er planlagt til at tage.

Derudover skal Inatsisartut behandle et lovforslag, af naalakkersuisoq for justitsområdet, Mala Høy Kúko, der går ud på at få aldersgrænsen for videoafhøringer af børn forhøjet fra 12 til 15 år. Et forslag som Kúko regner med at hele Inatsisartut vil stå bag.

Men der bliver også diskuteret nogle punkter, der splitter Inatsisartut.

Blandt de 111 punkter, der er sat på dagsordenen, vil kontroversielle emner, som fremtidige lufthavne og landingsbaner for eksempel blive diskuteret.

Denne efterårssamling byder også på en ny forretningsorden, der gør, at politikerne løbende kan stille forslag om forespørgselsdebatter.

Derudover skal der som noget nyt udarbejdes en inatsisartutudtalelse efter hver forespørgselsdebat.