Inatsisartut-politiker vil styrke indsatsen mod hash yderligere

Mere kontrol og flere toldere skal tage kampen op mod indsmugling af hash via landets havne. Det mener Siumuts Karl Kristian Kruse, der har stillet et forslag til forårssamlingen om at Naalakkersuisut skal undersøge mulighederne for at styrke toldmyndighederne.
ikiaroornartoq Politi stoffer
Foto © : KNR
18. april 2017 06:56

Det skriver avisen AG.

Ifølge Karl Kristian Kruse er det på tide, at få gjort noget ved problemet med indsmugling af hash, der fik forøget opmærksomhed i januar, da islandsk politi fandt over 20 kilo hash på en grønlandsk trawler. Og siumutpolitikeren mener, at der bør være råd til flere toldere, set i lyset af, hvad det koster, at mange borgere tager skade af hashmisbrug, skriver han i sin begrundelse.

Det er især atlanthavnen i Nuuk, der har behov for flere toldere. Her importeres og eksporteres store mængder varer og samtidig er det her, hvor både hjemmehørende og udenlandske fisketrawlere lægger til og det kræver mere kontrol, skriver Karl Kristian Kruse. Og det gælder ikke kun fiskerne og atlantskibene. Også turistskibene skal alle ransages ved ankomsten, står der i forslaget.

Karl Kristian Kruse mener også, at der kan etableres en toldenhed i Sydgrønland for at styrke indsatsen i for eksempel Nanortalik, hvor mange mindre skibe anløber havnen.

I dag er der ansat seks toldere til at overvåge landets havne, lufthavne og kyststrækning.

Forslaget skal førstebehandles på forårssamlingen den 4. maj.