Fundet: Ilulissat Politi efterlyser 16-årig dreng

En 16-årig dreng, der sidst er set omkring klokken 03:00 natten til lørdag ved Qarajaq, efterlyses af Ilulissat Politi.
En 16-årig dreng er ikke set siden cirka klokken 03:00 natten til lørdag, hvor han sejlede ud i en Poca 570 jolle. Foto © : KNR / Malik Brøns
Skrevet af Sebastian Trosborg
15. juni 2024 18:55

Opdateret 11:30 søndag.

Den 16-årige dreng er fundet i god behold natten til søndag. 

Ilulissat Politi efterlyser 16-årig dreng. 

Han er sidst set sejle i en Poca 570 jolle cirka klokken 03:00 natten til lørdag nord for Ilulissat ved Qarajaq.

Jollen blev fundet klokken 10:47 lørdag drivende ved Kangersuneq øst for Oqaatsut uden personer ombord.

Grønlands Politi beskriver den savnede som værende:

Grønlandsk af udseende, cirka 160 centimeter høj, spinkel af bygning og med kort sort hår.

Han er iført sort Hummel jakke, brune bukser og sorte sko.

Den savnede er udviklingshæmmet, svagelig og med dårlig motorik.

Politiet har søgt i bygden Oqaatsut, bugten Kangersuneq og i Ilulissat uden at finde drengen.

Såfremt man har oplysninger om den savnede, bedes man ringe til Grønlands Politi på telefon 70 14 48.