Ilmenit-mineprojekt ved Moriusaq i høring: Det må ikke påvirke fangsten

Mineselskabet Dundas Titanium vil gerne udvinde ilmenit på stranden ved Moriusaq. Fangerne jager isbjørne i området hele året, men alligevel er de positive.
Mineselskabet Dundas Titanium vil gerne udvinde ilmenit på stranden ved Moriusaq. Fangerne jager isbjørne i området hele året. Foto © : Marius Didriksen
Skrevet af Malik Brøns
31. august 2020 05:52

Der er udsigt til en genbefolkning af den forladte bygd i Nordgrønland, Moriusaq.

Ved stranden er der nemlig en forekomst af ilmenit, som kan bruges til produktion af titanium.

Efterspørgslen på ilmenit er stigende på verdensplan, og forekomsten i Nordgrønland vurderes at være en af verdens mest lovende, oplyste Greenland Venture i november sidste år. 

LÆS OGSÅ Bluejay Mining er kommet tættere på udvinding af ilmenit syd for Qaanaaq

Mineselskabet Dundas Titanium vil gerne udvinde ilmenit på stranden ved Moriusaq. Derfor er der holdt borgermøder i løbet af sommeren med naalakkersuisoq for råstoffer, Jens Frederik Nielsen (D) og naalakkersuisoq for arbejdsmarked og miljø, Jess Svane (Siumut) i Ilulissat, Qaanaaq og Savissivik.

Formålet med borgermøderne er, at borgerne får mulighed for at stille spørgsmål til projektet.

Savissivik håber på en god start for selskabet

Bygdebestyrelsesformand for Savissivik, Hans Karlsen, var med til borgermødet i Savissivik.

Foto © : Hans Karlsen

Privatfoto: Hans Karlsen. 

Det foregik dog gennem et telefonopkald, fordi Selvstyret og Naalakkersuisut ikke havde mulighed for at komme til bygden på grund af dårligt vejr på dagen.

I stedet fik de sendt et USB-stik med projekt-materialet og en præsentation gennem telefonen, siger Hans Karlsen:

- Jeg håber, det kommer til at starte godt for dem. Som jeg forstår det, så vil projektet ikke støde så meget imod fangstområderne. Der vil heller ikke være sprængninger i området. De miljømæssige konsekvenser er meget mindre, end hvad jeg havde regnet med.

Han håber, at nogen fra Savissivik vil få job på det mulige mineprojekt.

- Jeg er ikke i tvivl om, hvis projektet kommet godt i gang, så vil det give muligheder for arbejdspladser for de lokale, siger Hans Karlsen.

Qaanaaq-fangere: Vi skal ikke begrænses

Mads Ole Kristiansen er formand for KNAPP i Qaanaaq, som er fiskernes og fangernes lokalforening.

Han var ikke selv med til høringen, men han har alligevel fulgt med i projektet i længere tid.

- Hvis ikke vi som fangere bliver begrænset eller forstyrret på vores fangstområder ved Moriusaq, vil mineprojektet ikke være et problem for os, siger han.

Han forklarer, at fangerne i Qaanaaq plejer at komme forbi Moriusaq, når de skal på jagt efter moskusokser.

- Hele året tager vi også på jagt efter isbjørne med vores slæder i nærheden af Moriusaq. Så vi ønsker ikke at blive udelukket fra vores fangstmuligheder, siger Mads Ole Kristiansen.

Alligevel er han positivt stemt overfor projektet. 

- Det kommer til at give arbejdspladser til de lokale, hvis projektet skal køres i mange år – det er godt for Qaanaaq, siger han.

Selve høringsfristen gælder frem til den 2. september.  

Derefter vil selskabet samle høringssvarene og skrive dem ind i en såkaldt hvidbog.

Derefter skal Naalakkersuisut tage stilling til, om de vil godkende de tilrettede VVM- og VSB-redegørelser og hvidbøger fra høringssvarene. 

VVM står for vurdering af virkninger på miljøet. VVM er en redegørelse for, hvordan et projekt vil påvirke det omgivende miljø.