Ilisimatusarfik åbner Center for Arktisk Velfærd

Den 27. oktober åbner Center for Arktisk Velfærd på Ilisimatusarfik.
Steven Arnfjord, skal i samarbejde med Tenna Jensen, der er lektor på Københavns Universitet, stå i spidsen for Center for Arktisk Velfærd i Ilisimatusarfik. Foto © : Ilisimatusarfik
Skrevet af Bibi Nathansen
19. oktober 2021 10:54

Centret bliver et forskningscenter, der skal samle og styrke forskning i velfærdstemaer som for eksempel social udsathed, handicap, socialpolitik, børns trivsel, selvmordsforebyggelse og fattigdom.

Og det er noget, som den ene af to ledere, sociolog Steven Arnfjord er enormt glad for fordi centret kan give svar på komplekse spørgsmål:

- Vi får simpelthen et sted, hvor man sætter fokus på velfærdstemaerne.

Det vil sige, at vi begynder at tage noget af den viden hjem, som man arbejder med rundt omkring i departementerne, kommunerne og forvaltningerne og andre steder i Grønland, hvis man gerne vil have svar på nogle store spørgsmål - hvad sker der med unge, der er røget ud af arbejdsmarkedet, hvad sker inden for rettigheder inden for handikapområdet, hvad sker der omkring problemstillinger omkring en voksende grad af hjemløshed, siger Steven Arnfjord.

LÆS OGSÅ Ekspert: Kommunerne skal sætte ord på det gode liv

Har set frem til tilblivelsen af velfærdscentret

Tilblivelsen af velfærdscentret er noget, som han har set frem til i lang tid.

- At vi på Ilisimatusarfik bliver et sted, hvor man kan henvende sig, hvor vi har viden på området og vi kan dele ud af den viden og formidle den ud i samfundet og på den måde bidrage med at prøve at give nogle svar eller ihvertfald give nogle analyser af forskellige dele af velfærdsområdet, siger han og fortsætter:

- Og det siger jeg fordi vi jo i lang tid har gjort meget stort brug af eksterne konsulenter og eksterne konsulent-huse, det skal vi sådan set stadig på flere områder, men vi vil gerne være et samlende sted, hvor vi samler noget af den her viden, så den bliver her i landet og vi underviser på den baggrund af den og lærer på baggrund af den. Siger sociolog Steven Arnfjord.

LÆS OGSÅ Danske medarbejdere kan hjælpe kommuner af med sagsbunkerne

Han skal sammen med Tenna Jensen, der er lektor på Københavns Universitet og tilknyttet Ilisimatusarfik, lede det nye velfærdscenter.