IBA aftale om Citronen Fjord

Selvstyret, kommunerne og selskabet Ironbark A/S har nu indgået en såkaldt IBA-aftale om mineprojektet ved Citronen Fjord i Nordgrønland. Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse fredag eftermiddag.
Foto: Ironbark Foto © : Ironbark
Skrevet af Inge S. Rasmussen
23. september 2016 19:36
Versionist Mads Lynge

IBA står for Impact Benefit Agreement - og skal sikre at selskabet inddrager grønlandsk arbejdskraft og lokale virksomheder i forbindelse med anlæggelse og drift af projektet.

 

Selv om zink- og blyprojektet ved Citronen Fjord ligger uden for den kommunale inddeling, håber de grønlandske parter, at den nye IBA-aftale kan medvirke til at gøre det til hele Grønlands projekt.

Læs også VIDEO Mine skaber håb om arbejdspladser og angst for fangst

Ud af 470 personer som skal tilknyttes minen i driftsfasen, vil 290 personer konstant opholde sig i minen. I begyndelsen vil der være 63 lokale ansat i anlægsfasen, et antal der forventes at stige ifølge Selvstyret.

Læs også Arktisk Kommando efterlyser beredskabsplan

Parterne er enige om at Ironbark skal oprette mindst otte lærepladser og uddannelsesforløb for en række ansatte, for eksempel mekanikere og elektrikere.

Læs også Royaltyhul i zinkmineaftale kan blive dyrt for Selvstyret

Desuden er forventningerne at mineprojektet får brug for varer og tjenesteydelser fra grønlandske leverandører til et beløb af 650 millioner kroner i anlægsfasen. Et beløb der forventes at stige til 800 millioner kroner når minen er i drift.

 

Så snart den nødvendige udnyttelsestilladelse og andre godkendelser er klar, vil Ironbark A/S begynde at anlægge zink- og blyminen. Det sker i løbet af næste år, altså 2017 ifølge meddelelsen fra Selvstyret.