IA vil starte med Nuuk og undersøge Qaqortoq
- Anlæggelserne skal ikke ske samtidigt. Nuuk skal bygges først. Grunden til det er, at vi skal være opmærksomme på, at der kan ske overophedning af arbejdsmarkedet. Vi vil ikke samtidig begynde anlæggelsen af de andre projekter. Vi vil have mere lokal arbejdskraft med til byggeriet, siger Sara Olsvig.
Lufthavnen i Nuuk skal være på 2200 meter, lyder meldingen.
- Grønland har brug for, at der sker vækst i Nuuk via anlæggelsen af lufthavnen i Nuuk, siger Sara Olsvig
Partiet melder samtidig ud, at de ikke ønsker at lukke lufthavnen i Kangerlussuaq, der i stedet skal udvikles i samarbejde med Qeqqata Kommunia.
Ilulissat får ikke 2200 meter
Sara Olsvig fortæller på pressemødet, at partiet vil udvide lufthavnen i Ilulissat på den nye placering. Dog ikke til 2200 meter i første omgang. Udvidelsen skal sikre, at landingsbanen senere kan udvides yderligere på et senere tidspunkt.
LÆS OGSÅ IA præsenterer deres forslag til lufthavnspakke torsdag
Inuit Ataqatigiit vil også sikre bedre havneforhold i Ilulissat, siger Sara Olsvig.
I Sydgrønland ønsker partiet, at lufthavnen i Qaqortoq skal undersøges yderligere, inden man er klar til at stemme for. Sara Olsvig siger, at en regularitet på 80 procent ikke er nok for Inuit Ataqatigiit.
Slutteligt ønsker Inuit Ataqatigiit, at forundersøgelser af gruslandingsbaner i en række byer skal fortsætte. Det gælder Narsaq, Qasigiannguit, Qeqertarsuaq, Kangaatsiaq, Nanortalik, Ittoqqortoormiit. Partiet ønsker også en forundersøgelse af en lufthavn i Tasiilaq.