IA: Vi bevæger os mod koalitionsforhandlinger nu

IA forhandler stadig med Atassut, Naleraq og Siumut. Ny koaltion præsenteres sandsynligvis i slutningen af ugen.
Hans Enoksen og Múte B. Egede under partilederrunden aftenen inden valget. Foto © : Scanpix
13. april 2021 05:44
Versionist Diana Heilmann

For en uge siden blev Siumut væltet som landets førende parti. 

Inuit Ataqatigiit er for blot anden gang siden Hjemmestyret blev en realitet i 1979 på vej ind i Naalakkersuisut med Múte B. Egede i spidsen.

Der er ikke dannet nogen koalition endnu. Men ifølge IA-formanden nærmer egentlige forhandlinger sig efter talrige kopper kaffe og samtaler med alle de andre partier. 

Koalitionsmatematik

Der er 31 pladser i Inatsisartut.

For at have et flertal skal et parti eller en koalition sidde på 16 pladser. 

Inuit Ataqatigiit har 12 mandater.

Siumut har 10.

Demokraatit har 3. 

Naleraq har 4. 

Atassut har 2 pladser. 

Nunatta Qitornai og Samarbejdspartiet fik ikke nok stemmer til at beholde deres pladser i Inatsisartut. 

- Samtalerne er stadig i gang, og vi bevæger os mod de kommende koalitionsforhandlinger, som vi glæder os til føre med sigte på en stabil styring af landet, der skal vare i fire år, siger Múte B. Egede til KNR.

Demokraatit smuttede i fredags

I fredags forlod Demokraatit som det første parti samtalerne med IA. Ifølge formand Jens-Frederik Nielsen fordi, at IA og Demokraatit simpelthen er for forskellige.

- Når vi ser tilbage på valgkampen, er det ingen hemmelighed eller overraskelse for nogen, at vi som partier simpelthen er for forskellige. Helt grundlæggende er vi ikke enige i, hvordan landet skal ledes. Vi har forskellige holdninger til vækst, og hvordan vi sikrer vores velfærd, siger Jens-Frederik Nielsen.

De øvrige partier er stadig med – de er Siumut, Atassut og Naleraq. 

LÆS OGSÅ IA-formand: Tak til jer alle sammen!

Det er dog ikke meget, Siumut-formand Erik Jensen vil sige om forhandlingerne. 

- Det er gået fint. Vi respekterer hinanden og er ærlige overfor hinanden – men lad os nu se. Der er ting, vi er enige i – men der er også ting, vi skal diskutere. Men hvilke emner, vi savner at diskutere, vil jeg ikke kommentere, for forhandlingerne skal ikke foregå i medierne, siger Erik Jensen.

Mangler fire venner til koalitionen

Múte B. Egede er mildest talt heller ikke særlig konkret i forhold til, hvem han gerne vil samarbejde med.

Én ting er dog sikker: IA sidder alene på 12 mandater i Inatsisartut. For at have et flertal, skal en koalition have 16. Det betyder, at Múte B. Egede skal finde mindst fire mandater mere.

 

Foto © : valg.gl

 

Lige præcis de fire sidder Naleraq på. Og Naleraq er ligesom IA modstander af mineprojektet ved Kuannersuit, hvor uran vil blive udvundet sammen med sjældne jordarter. 

Hans Enoksen, der er formand for Naleraq, siger:

- Vores målsætninger er meget lig hinandens, og det var tydeligt, at vi under valgkampen understøttede hinanden. Og så var der ingen stridspunkter. Så jer er ikke i tvivl om, at vi kan tale sammen.

Siumut er for mineprojektet – Atassut vil have en folkeafstemning om det.

LÆS OGSÅ Múte B. Egede: Anden halvleg i jagten på Naalakkersuisut-sæderne begynder nu

- Under valgkampen har flere partier haft meget klare udmeldinger om netop det. Det er tydeliggjort nu, at flest er imod eller har store betænkeligheder ved projektet. Det viser tallene fra valget, hvor de lokale nærmest Kuannersuit har sagt fra, siger Múte B. Egede. 

Han henviser til Kommune Kujalleq, hvor Siumut røg ud af borgmesterkontoret, og hvor IA fik et kanonvalg: Inuit Ataqatigiit fik over halvdelen af stemmerne i sydkommunen, som Siumut ellers altid har siddet tungt på.

Siumut gik 15 procentpoint tilbage og endte på en opbakning fra 40 procent af borgerne.

Koalition klar i slutningen af ugen

Mest markant var IA's fremgang i Narsaq, hvro Kuannersuit ligger.

Tre partier siger, at døren stadig står åben. Er I kommet nærmere dem, der minder mest om jer, Múte B. Egede? 

- Inuit Ataqatigiit lægger stor vægt på en stabil styring uden slingrekurs. For det andet skal vi have fokus på og vilje til at forbedre livsvilkårene for den del af befolkningen med de største udfordringer. For det tredje skal vi stoppe splittelse i samfundet. For eksempel vil jeg nævne sagen om Kuannersuit. 

LÆS OGSÅ Anførerbindet tilhører forsvarsgeneralen Múte 

- Vi skal samles om en fælles kurs. Vi kan allerede nu fornemme, hvilke partier der er klar til at samarbejde omkring dét.

Cirka hvornår vil du præsentere en koalition?

- Som jeg tidligere har nævnt, regner jeg med en endelig afgørelse lige efter midten af denne måned, siger Múte B. Egede.

 

Foto © : KNR / Malik Brøns