IA kræver udskiftning i Greenland Airports bestyrelse

Den midlertidig suspendering af sikkerhedskontrollen er kun den seneste i en lang række sager, mener Inuit Ataqatigiit. Partiet kræver udskiftning i bestyrelsen for Greenland Airports.
- Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut kræver, at Greenland Airports bestyrelse bliver erstattet med en ny, siger Inuit Ataqatigiits politiske ordfører, Mariane Paviasen Jensen. Foto © : Privat
Skrevet af Ivik Kristiansen
28. august 2025 08:20

Inuit Ataqatigiit i Inatsisartut kræver, at bestyrelsen i Greenland Airports bliver skiftet ud.

Den midlertidige suspendering af sikkerhedskontrollen for udenrigsrejsende var dråben, der fik bægeret til at flyde over, siger partiets politiske ordfører. 

Greenland Airports meldte ud tirsdag aften, at Trafikstyrelsen midlertidigt har suspenderet sikkerhedsscreeningen af udenrigspassagerer rejsende fra Nuuk Lufthavn. Sikkerhedskontrollen blev midlertidigt suspenderet fra natten til onsdag.

- I nærmeste fremtid vil rejsende ud af Grønland på visse ruter kunne blive sikkerhedsscreenet i Kangerlussuaq eller Narsarsuaq, skriver selskabet.

Suspensionen har ingen betydning for indenrigstrafikken.

Suspensionen sker, fordi Trafikstyrelsen vurderede, at efteruddannelsen af personale til screening af udenrigsrejsende ikke fuldt ud lever op til de gældende krav.

Greenland Airports skriver, at de beklager ulemperne, suspensionen medfører, og at de arbejder intensivt for at genoprette den normale drift.

Onsdag ved 13-tiden oplyste selskabet, at security for udenrigsrejsende i Nuuk Lufthavn genåbner torsdag den 28. august. 

Inuit Ataqatigiit: Skift ud i bestyrelsen

Selskabet har haft tid til at forberede sig i lang tid, før lufthavnen blev sat i brug, mener Inuit Ataqatigiit. 

- Inuit Ataqatigiits gruppe i Inatsisartut kræver, at Greenland Airports bestyrelse bliver erstattet med en ny, siger deres politiske ordfører, Mariane Paviasen Jensen.

Hun oplyser, at gruppen i længere tid har talt om det.

- Og nu er det på tide at melde sådan ud.

Den midlertidige suspendering af sikkerhedskontrollen vægter højt, for at gruppen melder deres krav ud nu, siger hun.

- Det er stærkt utilfredsstillende. Det er rigtig ærgerligt, at vi er nået hertil. Det virker til, at de ikke har udnyttet den lange tid til at forberede sig, siger Marianne Paviasen Jensen.

Hun lægger vægt på, at forholdene går ud over passagererne og medarbejderne i Greenland Airports.

Politikerne kan skifte ud på dem, der ansætter til direktionen

Politikerne kan dog ikke skifte ud i ledelsen af den daglige drift. Men de kan skifte ud i dem, der ansætter dem, der leder den daglige drift.

- Bestyrelsen er dem, der hyrer cheferne. Det er også dér, hvor man beslutter strategien for den daglige drift. Det virker til, at man ikke har kunnet løfte den opgave.

Der er seks medlemmer af bestyrelsen for Greenland Airports. Fire af dem er udpeget af naalakkersuisut, mens to af dem er udpeget af den danske stat.

Mariane Paviasen Jensen siger, at Inuit Ataqatigiit gerne ser, at bestyrelsen har et bedre kendskab til Grønland, og at flere grønlændere kommer i bestyrelsen.

Hun understreger dog, at det er evnerne, der skal fylde mest ved udpegningen af bestyrelsesmedlemmerne.

- Det vil komme an på deres evner. Vi har slet ikke nogen enkeltpersoner i tankerne, evnerne og erfaringerne alene skal altid være udgangspunktet, siger Mariane Paviasen.