IA: Derfor ville vi have Avaaraq S. Olsen som borgmester

- Vores fokus har været på, hvordan vi får skabt ro i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse, siger IA-gruppeformand.
- Derfor var det naturligt at vælge en ung og dygtig politiker som kommende borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, siger Juaaka Lyberth. Foto © : Malik Brøns / KNR
01. juni 2022 11:19

Opdateret klokken 12.53: Juaaka Lyberth har trukket sig som formand for IA-gruppen i dag, skriver han på Facebook. Den nye gruppeformand er Inge Olsvig Brandt. 

Juaaka Lyberth skriver: Mit ønske om at ftorlade IA-gruppeformandsposten er begrundet i, at jeg mener, at vi i forbindelse med valget af ny borgmester også skal reorganisere os i gruppen og tilføre ny energi i IA-frontlinjen. Ny borgmester – ny gruppeformand.

Han fortsætter som menigt kommunalbestyrelsesmedlem.

 

- Jeg vil være ærlig og sige, at jeg slet ikke havde regnet med at blive borgmester på så kort tid. Men sådan er politik, og det er dét, der gør det sjovt.

Sådan lød det fra hovedstadkommunens nye borgmester, Avaaraq S. Olsen (IA), i går aftes.

En enig IA-gruppe har indstillet hende, og derefter godkendte kommunalbestyrelsen den nye borgmester. Men hvorfor faldt valget egentlig lige på hende?

Gruppeformand hos IA, Juaaka Lyberth, siger, at det først og fremmest har handlet om at indstille en kandidat, der kan skabe ro i kommunalbestyrelsen.

LÆS OGSÅ Avaaraq Olsen bliver borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq

- Vi har slet ikke diskuteret, hvem det er, der har fået flest stemmer. Vores fokus har været på, hvordan vi får skabt ro i Kommuneqarfik Sermersooqs kommunalbestyrelse. Derfor har vi indstillet Avaaraq, siger han.

- Vi har jo vurderet og analyseret hele situationen, nu skal vi vaske tavlen ren og starte forfra. Vi tænker strategisk og langsigtet. Vi vil gerne have en borgmester, der ikke er bundet af gamle aftaler. Og som ikke har nogle konflikter med sig i bagagen som kan være en hindring for et godt samarbejde i kommunalbestyrelsen.

- Derfor var det naturligt at vælge en ung og dygtig politiker som kommende borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, siger Juaaka Lyberth.

Og det er noget af en opgave, som den nye borgmester står overfor. 

Borgmester trak sig på grund af møgsager

Den nuværende borgmester, Charlotte Ludvigsen (IA), meddelte i fredags, at hun træder tilbage efter flere møgsager om kommunens administration af boligområdet.

I to sager fra 2020 har hun skrevet under på henholdsvis et lån og en købsaftale til hver 20 millioner kroner. Problemet var bare, at ingen af de to sager havde været behandlet politisk i kommunen.

De var altså ikke godkendt - eller afvist - af kommunalbestyrelsen.

LÆS OGSÅ Ny borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq: Stort arbejde med at genskabe tilliden

Avaaraq Olsen er fra Narsaq og flyttede til Nuuk i 2017, hvor hun blev færdig med læreruddannelsen. Hun er 37 år og arbejder som skolekonsulent i Kommuneqarfik Sermersooq.

Hun blev valgt ind i kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq sidste år med 241 personlige stemmer. Hun er formand for Udvalg for Børn og Familie. 

Hendes politiske karriere startede i 2013, hvor hun blev valgt ind i Kommune Kujalleq frem til 2017. I den periode var hun også anden viceborgmester.

Nu kan hun altså se frem til at blive borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq 15. juni.