I morgen stemmer færingerne ved landstingsvalg
I morgen skal færingerne stemme om, hvem de ønsker til at lede landet de næste fire år.
Ifølge en meningsmåling fra Gallup Føroyar står det socialdemokratiske parti, Javnaðarflokkurin, med den tidligere lagmand, Aksel V. Johannesen som formand, til at blive landets største parti med knap 26 procent af stemmerne.
Det skriver det færøske medie Kringvarp.
Omvendt står de borgerlige partier som Fólkaflokkurin og Sambandspartiet til at gå tilbage.
Det kan altså pege på et markant regeringsskifte på Færøerne.
I valgkampens har emner som blandt andet retten til fri abort, boligsituation i landet og forholdet til Rusland været debatteret.
LÆS OGSÅ Lagmand udskriver valg på Færøerne efter flertal er væk
Valget blev udskrevet 8. november, da landsstyret trådte tilbage, efter den borgerlige landsstyreformand Bárður á Steig Nielsen kom i konflikt med sin landsstyremand for kultur og udenrigsanliggender, Jenis av Rana.
Jenis av Rana havde udtrykt, at han ikke kunne støtte en homoseksuel statsminister i Danmark med henvisning til De Konservatives Formand, Søren Pape Poulsen.
Det fik landsstyreformanden til at give Jenis av Rana en advarsel. Men trods advarslen opfordrede han en anden landsstyremand til ikke at give homoseksuelle mødre ret til at blive indskrevet i kirkebogen som medmor.
Jenis av Rana og hans parti, Midterpartiet, trak sig samme dag fra koalitionen, og dermed mistede regeringen sit flertal.
Færøerne har ifølge tal fra Færøernes Statistik den største valgdeltagelse i Norden. Over 90 procent af vælgerne plejer at sætte deres kryds, når der er lagtingsvalg.
I alt kæmper syv partier om de 33 pladser i Lagtinget.