I Johan Fleischers barndomshjem kommer turisterne tæt på de lokale
Vindens susen forstummer, da døren til det gule træhus lukkes. Johan Fleischer byder indenfor og begiver sig barfodet ud i køkkenet, der står i sin originale pragt i nostalgisk 60’er stil.
- For mange er det lidt af en tidsrejse at komme herhjem til sådan noget gammelt skrammel, griner Johan Fleischer og finder et par kaffekopper frem fra skabet, inden han sætter vandet til at koge.
Huset ligger i det centrale Nuuk, og to ud af fire søskende er blevet boende i barndomshjemmet fra 1969. Derudover bor der en fast lejer, og et af værelserne nedenunder udlejes på Airbnb.
Motivationen for at oprette en Airbnb-profil var den ekstra indkomst, som kunne være med til at betale huset af. Men Johan Fleischer fandt hurtigt ud af, at han holdt af at komme sine gæster ved.
Gæsterne ankommer ofte om aftenen, så det første, han gør, er at vise dem det nærmeste supermarked, så de kan købe proviant til deres ophold.
- Men derefter giver jeg ofte mine gæster en guidet bytur rundt i Nuuk og fortæller om byens udvikling, natur og historie.
En original tidslomme
Johan Fleischer balancerer med de fyldte kaffekopper og genner os ind i sit kontor med sort-hvide billeder fra fortidens Nuuk og et maleri af Sermitsiaq. På skrivebordet ligger en bunke papirer og en bog om Havets Moder, og en kuglepen med hvalhale stikker frem blandt skriveredskaberne.
Huset er en tidslomme med originale småblomstrede tapeter, retrolamper og finurlige detaljer. Her kan Airbnb-gæsterne opleve, hvordan de lokale bor i Nuuk – og så til 475 kroner per nat, cirka det halve af prisen på et hotelværelse.
Johan Fleischer modtager omkring 15 gæster via Airbnb om året, og han er stadig i mailkontakt med flere af sine tidligere gæster fra blandt andet USA og Indien.
Birgit Leick er professor på Institut for økonomi og IT på Universitetet i Sydøst-Norge og har forsket i Airbnbs effekter på lokalsamfund i Arktis. Og her var en af hovedkonklusionerne, at gæsterne gerne ville tæt på de lokale.
- Dem, der booker via Airbnb, er ofte tiltrukket af det lokale liv, og de vil gerne have autentiske oplevelser. De køber gerne lokalt håndværk og souvenirs og spiser på byens restauranter, fortæller Birgit Leick.
Gensyn med tidligere gæster
Johan Fleischer ynder at fortælle røverhistorier fra gamle dage og mener, at det giver turisterne et mere nuanceret billede af Nuuk.
- De almindelige turguider fortæller officielle facts, men sjældent noget om deres egen opvækst. Det fortæller jeg gerne, så de får en masse personlige anekdoter med.
Han fortæller for eksempel om dengang, han som dreng tiltuskede sig adgang til dynamit på byggepladserne, som var et sprængfarligt eldorado for uvorne teenagedrenge.
Airbnb-værelset nedenunder er sparsomt indrettet, men det har alt, man skal bruge. Inklusive et farvestrålende vægmaleri af en guldfisk.
- Nå, ham der boede her sidst, har vist spildt noget rødvin her, udbryder Johan Fleischer med et grin og peger på lagenet.
- Jeg har været heldig at få en god kontakt med de fleste, som har overnattet her. I sommer rejste jeg rundt i Europa og besøgte tre tidligere Airbnb-gæster fra Norge, Tjekkiet og Bulgarien, siger han.
Lokale værter er i høj kurs
I forskningsprojektet om Airbnb i Arktis konkluderede forskningsgruppen, at én slags værter var i høj kurs:
- De små, lokale værter med kun én udlejning klarede sig meget bedre i ratings og feedback end de større aktører. Gæsterne søger at interagere med de lokale og få autentiske oplevelser, og det er svært ved de mere forretningsorienterede udlejere, siger Birgit Leick.
Johan Fleischer håber personligt på flere Airbnb-gæster i fremtiden, men han er opmærksom på risikoen for en overrendt hovedstad.
- Det er et tiltagende problem i hele verden, at destinationer bliver overrendte, og det er muligt, at vi også kommer til at mærke det i Nuuk. Jeg håber, at kommunen og Landsstyret kan finde ud af at lægge låg på masseturismen, siger han.
- Og så håber jeg selvfølgelig, at Airbnb udvikler sig på en måde, så der ikke står ubrugte boliger samtidig med, at der er et lokalt boligbehov.
Risiko for et ændret nabolag
Forskningsprojektet viste, at Airbnb kan være en god forretning, men lokalsamfundet betaler prisen, hvis det tager overhånd. Derfor er det mest bæredygtige at udleje enkeltværelser i sit hjem eller udleje hele sin bolig, når man selv er bortrejst.
- Hvis flere boliger kun bruges til Airbnb, er der en risiko for, at huslejen stiger grundet færre lejemål, mens de lokales indkomst ikke følger med. Derfor må folk flytte, og det ændrer nabolaget og kan få de lokale til at føle sig fremmede i deres egen by, forklarer Birgit Leick.
Johan Fleischer går med ud i den nyfaldne sne for at få taget et par billeder foran sit barndomshjem. Værtsrollen falder ham naturligt, og om en måneds tid kan han byde velkommen til sin næste Airbnb-gæst fra Danmark – men der kan komme nye bookinger når som helst.