Længe undervejs: I dag offentliggøres udkast til forfatning

Udkastet til en forfatning, der i fremtiden skal være grundlaget for et selvstændigt Grønland, lander i dag. Og det har været på vej i mange år nu.
Formanden for Forfatningskommissionen, Ineqi Kielsen, håber, at befolkningen vil debatere udkastet til en grønlandsk forfatning og tage det til sig. Foto © : KNR / Henriette Simonsen
28. april 2023 07:04

I dag bliver det første udkast nogensinde til en grønlandsk forfatning overdraget til Inatsisartut og alle os andre. 

Det er Forfatningskommissionen, som har udarbejdet det.

Den ceremonielle overdragelse sker klokken 10 på Ilisimatusarfik, hvor både Inatsisartut og borgere er inviteret.

Her vil formanden for Naalakkersuisut, Múte B. Egede (IA), blandt andet holde en tale. Han fik udkastet overdraget i slutningen af marts, men den officielle overdragelse sker altså først i dag.

Forfatningskommissionen

  • Arbejdet med henblik på udarbejdelse af Grønlands egen forfatning blev første gang rejst og debatteret i Inatsisartut i 2007.
     
  • Ni år efter, under efterårssamlingen i 2016, blev spørgsmålet igen bragt på bane som et konkret beslutningsforslag i Inatsisartut. Der var opbakning til etableringen af en grønlandsk forfatningskommission.
     
  • Derfor nedsatte Naalakkersuisut den første Forfatningskommission den 27. april 2017.
     
  • Det er et udkast til en grundlov, "som skal være baseret på og danne ramme for det grønlandske folks kultur, sprog og identitet".

Kilde: tunngavik.gl

En forfatning er med andre ord en grundlov og den, der definerer de grundlæggende fundamenter for en selvstændig stat.

Udkastet har været undervejs siden 2017, hvor Forfatningskommissionen blev nedsat.

Og det var da heller ikke meningen, at udkastet først skulle lande nu. Men afleveringstidspunktet er blevet udskudt flere gange, blandt andet på grund af flere valg til Inatsisartut, og der også har været skiftende formænd og medlemmer af kommissionen.

Dertil kom også en coronapandemi.

Udgangspunktet

Udkastet til en forfatning har skullet tage udgangspunkt i grønlændernes kultur, sprog og identitet.

Den nuværende formand er Ineqi Kielsen, der er tidligere medlem af Inatsisartut for Siumut, er tilfreds med kommissionens arbejde, selvom der har været udfordringer og forsinkelser.

- Det, der har taget længst tid, er, at vi har manglet grønlandske ord for de juridiske termer. Vi har også som kommissorium gerne villet være enige allesammen og have fælles fodslag. Det har også krævet tid, siger Ineqi Kielsen til KNR.

Han blev formand i 2020 og havde dengang planer om at aflevere udkastet i 2021.

Når overdragelsen til Inatsisartut er overstået, er Forfatningskommissionens arbejde færdigt, og derfor bliver den nedlagt.

Borgerne skal inddrages

Forfatningskommissionen har siden 2017 fået skiftet dens formelle opgave fire gange. Det har skiftende koalitioner af Naalakkersuisut været skyld i.

Blandt andet skulle kommissionen i starten inddrage borgere, mens Naalakkersuisut senere besluttede, at det først skulle ske senere. 

Ineq Kielsen håber, at borgerne med offentliggørelsen af forfatningsudkastet vil tage det til sig og tale om befolkningens retssikkerhed.

- Mit store håb er, at samfundet vil debattere udkastet. Tage godt imod det og læse det. Også under aftensmaden og ved kaffemikker, siger han.

Nu starter et nyt arbejde, hvor Inatsisartut skal tage stilling til det videre arbejde med udkastet til forfatningen. Blandt andet hvordan de grønlandske borgere skal inddrages.

Du kan se hele ceremonien på KNR 2.