Han var i Grønland som barn uden at se landet: I dag er han - måske - Radioavisens mest trofaste lytter

Allan Gravesen er måske Radioavisens mest trofaste lytter.

I hvert fald kender alle på redaktionen Allan Gravesen. Ikke personligt. Men hans navn dukker hyppigt op i mailindbakken med alt fra ris og ros, en kærlig hilsen eller en venlig opfordring - så som:

- Mikrofons lyd var for svag, mens der blev skruet op og ned i styrke under hele udsendelsen.

Eller til en nyansat journalist i Radioavisen i efteråret:

- Du afviklede 14-udsendelsen fint!

Eller en kærlig besked til en forkølet journalist i studiet:

- God bedring med halsen, skrev Allan Gravesen kort efter udsendelsen.

51-årige Allan Gravesen er blind og spastiker og opfanger verden gennem lyd, lys og andre sanser. Det gælder også for KNR Radioavisen, som han dagligt lytter til fra sit hjem i Klintholm Havn på Møn i Danmark.

Og han gør det ikke bare for hyggens skyld. Nyhederne fra Grønland er nemlig et vigtigt bindeled mellem ham og hans familie i Arsuk i Sydgrønland.

- Det er jo, fordi man følger med i, hvordan ens familie har det. Dels ved at snakke med dem, men også overordnet om, hvordan Grønland har det, siger Allan Gravesen.

Familien rejste til Grønland uden ham

Allan Gravesen mor blev født i 1953 i Arsuk nær Grønnedal og blev bortadopteret til Danmark, da hun var 21 måneder. Her voksede hun op og mødte som voksen Allan Gravesens far.

De fik sammen tre børn, heraf Allan Gravesen, som blev født to måneder for tidlig og blev blind efter at have været udsat for for meget ilt i kuvøsen. Han er desuden spastiker og har siden barnsben været dybt afhængig af sin kørestol.

I1981 flyttede Allan Gravesens forældre og søskende til Arsuk, hvor faren blev driftsleder på den lokale fiskefabrik, mens hans mor arbejdede i fabrikkens administration.

Men ni-årige Allan kunne ikke følge med til et klippefyldt land med sin kørestol. I stedet kom han på Refnæsskolen - i dag Synscenter Refsnæs -som er en skole for blinde børn ved Kalundborg Fjord i Danmark.

- Mine forældre var i Grønland fra 1981 til 1986, og så besøgte jeg dem jul og sommer, fordi mine handikaps ikke kunne håndteres i Grønland. For det havde hjemmestyret hverken råd eller lyst til, siger Allan Gravesen.

Som han selv formulerer det, kan han 'heldigvis' ikke huske, at familien rejste.

- For så tror jeg, at jeg var gået i stykker. Jeg tror, at det har været meget hårdt. Jeg tror simpelthen, det er en fortrængningsoplevelse, fordi man skal overleve, siger han.

Ture på snescooter og radioavisen som lydspor

Til gengæld husker han klart turene til Grønland, som både var forbundet med glæde, men også besvær, da alle oplevelser krævede, at andre besøgte ham eller bar ham til andre steder. Og det skete af og til på snescooter.

- Det var altid rart at komme på snescooter. Min morbror kom og kørte mig på snescooter. Det var jo svært at gå på klipperne, og de daværende kørestole kunne ikke holde til det. De var altid i stykker, når de kom tilbage til Danmark, siger Allan Gravesen. 

Tiden indenfor gik blandt andet i selskab med grønlandsk radio, som har været et lydspor i hele Allan Gravesens liv. 

- Jeg hørte det, der nu var i radioen, uanset om jeg forstod det eller ej. For det var jo en del af Grønland ligesom i dag. Nu er jeg bare blevet lidt bedre til at forstå grønlandsk, fordi jeg hører det så tit, siger han.

Det største indtryk fra opholdene i Grønland var dog følelsen af at høre til.

Pantsystem, selvstændighed og grønlandsk sprog

Efter hans forældre og søskende var flyttet tilbage til Danmark, var Allan Gravesen og en hjælper senest i Grønland, da han var 18 år.

Siden har han holdt forbindelse med sin familie i Arsuk over telefonen og Facebook. Og selv om Allan Gravesen i dag har en personlig hjælper døgnet rundt og en lang række hjælpemidler, for eksempel til at læse tekster op på computeren, er Radioavisen stadig et af de mest brugte medier for ham.

Og han går op i det, han hører. 

Det gælder for eksempel balladen om det nye pantsystem, som Brugseni og Pisiffik ikke har fået dispensation fra selvstyret til at indføre det nye returpantsystem fra 1. januar 2024. Den afgørelse er helt tåbelig, mener Allan Gravesen:

- Jeg er handikappet. Og det er grønlænderne også, hvis ikke de får mulighed for at gøre de ting, de skal, som for eksempel at aflevere deres flasker. Så bliver de bare smidt ude i naturen. Det vil vi ikke have, siger han.

Han følger også nøje med i vejen mod et selvstændigt Grønland, som må ske i takt med, at landet har økonomien til det, mener Allan Gravesen.

- Jeg ved godt, at jeg måske ikke bør blande mig i politik. Men som handikappet, som dagligt er udsat for forskellige udfordringer, kan jeg simpelthen ikke lade være.

Drømmer om at genopleve Grønland

Engagementet fejler ingenting. Og det gør Allan Gravesens lyst til at komme til Grønland én gang mere heller ikke. Men det har svære udsigter.

For transporten er dyr og i hans tilfælde ekstra dyr, da turen enten skal foregå med et specialfly eller et skib og mindst to-tre personlige hjælpere, som foruden rejsen skal have løn for at følge ham døgnet rundt.

Men som han siger:

- Hvis jeg vandt i Lotto – og jeg spiller – så skal jeg nok komme.

Imens må lyden fra KNR Radioavisen gøre det ud for et fysisk besøg i Grønland, som Allan Gravesen selv siger.

- Så er man hjemme i Grønland, selv om man måske ikke lige kan komme på besøg.

Hvis du vil høre mere om Allan Graversens liv og forhold til Grønland, kan du lytte til udsendelsen "Grønland i Danmark" fra 8. februar 2022, hvor han bliver interviewet af Jens Brønden.