I dag åbner Folketinget - med protester over præst

Mens efterårssamlingen i Inatsisartut er blevet udskudt, åbner Folketinget i dag, første tirsdag i oktober, for en ny sæson som foreskrevet i Grundloven. Flere politikere bliver dog væk fra åbningsgudstjenesten i protest over præsten.
Foto © : Anders Hviid/ft.dk
02. oktober 2018 07:32

Åbningen er startskuddet på fjerde og sidste politiske sæson i denne valgperiode, da der senest til juni næste år skal holdes valg til Folketinget.

LÆS OGSÅ Efterårssamlingen er udskudt

Men heller ikke i Danmark forløber åbningen af Folketinget helt som sædvanligt. En række politikere, herunder SF's partigruppe, har nemlig valgt at blive væk fra gudstjenesten i Christiansborg Kirke, som finder sted inden den officielle åbning af Folketinget.

Det sker i protest mod præsten, Morten Kvist, som tidligere har udtalt sig kritisk blandt andet imod homoseksuelles ret til at blive kirkeligt viet og til at opfostre børn.

LÆS OGSÅ Vi bruger bare de regler, der er til rådighed

Det er kirkeminister Mette Bock (LA), der har udpeget Morten Kvist til at stå for gudstjenesten.

Hun påpeger, at hun ikke er enig i præstens private holdninger, men at man i Danmark skelner mellem religion og politik.

- Jeg synes, det er en indsnævret, misforstået og fordomsfuld tilgang, hvis man mener, at vi skal krydsforhøre de præster, der skal prædike ved Folketingets åbningsgudstjeneste, siger Mette Bock til DR.