I bar overkrop og med Suspekt i ryggen tog Tarrak Roskilde med storm: Det var fucking fedt
Luften backstage ved Gaia-scenen er tyk af spænding, da rapperen, Josef Tarrak-Petrussen, mandag aften skal have sin debut på Roskilde Festival.
Den danske rapgruppe, Suspekt, som skal overraske publikum med en gæsteoptræden under koncerten, er ikke dukket op. Som minutterne tikker afsted, vokser Josef Tarrak-Petrussens spænding og følelse af stress sig kun større.
På en lille skærm bag den nyligt opførte scene kan han følge med i, hvor mange der er dukket op.
Blandt publikum springer en gruppe neongule t shirts i øjnene. Folk hjemmefra. Hjemme fra Kalaallit Nunaat.
Josef Tarrak-Petrussen gør sit udstyr klar på scenen. Nu er der under en halv time til.
Men da han går tilbage om bag scenen kort før, at han skal gå på, kan han endelig ånde lettet ud; Suspekt er ankommet.
I stjernernes fodspor
Josef Tarrak-Petrussen, som går under kunstnernavnet Tarrak, er blot 24 år, men brød allerede tilbage i 2016 igennem med nummeret Tupilak. Et nummer om hans vrede over danskernes racisme og diskrimination mod grønlændere.
Men da han træder på scenen mandag aften, er stemningen mellem de to dybt forskellige nationaliteter flettet sammen om musikken:
- Der var så mange ansigter, og de støttede og sang med, selvom de ikke kunne snakke så meget grønlandsk. Men med de ord, de kunne, så var de med, forklarer Josef Tarrak-Petrussen.
Og her står han nu iført en bøllehat og det samme neonfarvede sæt tøj som den lille gruppe fans hjemmefra i hans publikum. På samme festival som store danske kunstnere som Jada, Mø, Tessa og The Minds of 99 også gjorde deres debut på.
Stemningen er høj og da Suspekt, som Josef Tarrak-Petrussen har lavet nummeret Uummatima med, træder på scenen, bryder publikum ud i euforiske råb.
- Det var fucking fedt. Undskyld, at jeg bander. Det var en kæmpe oplevelse. Jeg har aldrig været på Roskilde Festival, så jeg tænker stadig på det, og der var et dejligt publikum og helt proppet. Det var bare nice. Alt det, der skulle ske, skete på en fantastisk måde, siger Josef Tarrak-Petrussen til KNR.
Et bevis på, at sproget ikke er en udfordring
Bassen pumper i de store festivalshøjttalere, da Josef Tarrak-Petrussen smider trøjen under koncerten.
På tværs af hans brystkasse er ordet Kalak tatoveret med versaler.
Når han ser tilbage på koncerten bagefter, flyver de mange indtryk rundt i hans bevidsthed. Men især ét tidspunkt står særligt klart for ham:
- Der skete så mange fantastiske ting. Men det jeg husker bedst var, da jeg sang I Den Bedste Mening. I slutningen af sangen er der en slags kor, hvor alle begyndte at synge med, og det var surrealistisk, siger han.
Teltet, som koncerten foregår i, er fyldt til bristepunktet. Der er dukket så mange glade festivalsgæster op, at nogle må nøjes med at få et glimt af Josef Tarrak-Petrussen helt ude fra festivalspladsen.
Og bedst som koncerten er gået i gang, er den ovre:
- Jeg spillede i 45 minutter, men det var som om, at den kun varede i to. Lige nu tænker jeg på det og smiler og kommer hele tiden i tanke om ting, der skete. Det gik så hurtigt, men det var stadig perfekt, siger han og fortsætter:
- Det betyder rigtig meget for mig. Jeg har altid haft en drøm om at spille her, og det lykkedes. Men jeg håber også, at det betyder noget for grønlandsk musik, og at andre grønlændere kan spille her. For det er bare et bevis på, at sproget ikke er en udfordring.
Har du planer om at spille på Roskilde Festival igen?
- 100 procent. Helt klart. Hvis de vil have mig, så er jeg på. Hvis de ringer, så løber jeg til Roskilde og giver den gas igen. Det er for fedt. Jeg vil helt sikkert tilbage igen.
Man kan høre Josef Tarrak-Petrussens grin igennem røret, da interviewet lakker mod enden. Men trods festivalslarmen i baggrunden har han et sidste budskab:
- Hils alle derhjemme.
