Miké Thomsen og Malu Lange får priser på nationaldagen

Musiker og skuespiller Miké Thomsen har lørdag – på landes nationaldag - modtaget årets Kulturpris fra naalakkersuisut. Samtidig modtog billedkunstneren Malu Lange årets Opmuntringspris. Det skriver naalakkersuisut i en pressemeddelelse.
Priserne blev overrakt af naalakkersuisoq for kultur, Nivi Olsen (D), i Katuaq i Nuuk. Og udover en økonomisk gevinst, fulgte der også fine ord med på vejen til de to prisvindere.
Nivi Olsen beskriver blandt andet Miké Thomsen som en “bemærkelsesværdig kulturel personlighed med en filosofisk tilgang til livet”.
- Han er én af de få multikunstnere vi har i Grønland, som har markeret sig indenfor både musik og teater. Det kræver noget særligt at stå på en scene, friheden til at skabe, til at udfordre, til at være. Og det er netop den frihed, prismodtageren har gjort sit kunstnerisk kompas, udtaler hun.
Malu Lange får opmuntringsprisen får hendes “realistiske kunst”, der kræver tålmodighed, teknisk kunnen og dyb forståelse. Det udtaler Nivi Olsen i pressemeddelelsen.
- Gennem dine værker inviterer du os til at se verden, som du ser den: ærligt, nænsomt og med en særlig klarhed. Det er en gave, og det er netop derfor, du fortjener denne opmuntringspris.