På 30 år er antallet af slædehunde halveret: Hvis kulturen skal overleve, kræver det handling
Som barn klappede 46-årige Pipaluk Lykke slædehundehvalpe på vej til skole i Sisimiut, hvor hun er opvokset.
Slædehundene lå mellem husene, legede og hylede.
Men da hun efter en årrække væk flyttede tilbage til byen som voksen, var mange af slædehundene forsvundet. Og de slædehunde, der var tilbage, blev rykket ud af byen.
- Det liv og den dagligdag, vi havde med hundene, blev meget forandret, når man skal køre langt væk for at passe dem, og man ikke længere kan høre dem ude foran husene, siger hun.
Pipaluk Lykke er kulturformidler og en del af Qimmeq-projektet, som startede tilbage i 2016. Det er forskningsprojekt, som har til formål at bevare viden – og skabe ny viden – om hundeslædekulturen.
Slædehundenes rødder går 15.000 år tilbage. Her i landet har slædehundene eksisteret i 4000 år, ligeså længe der har været mennesker. Men de bliver langsomt færre.
Hvor der i 1990’erne var godt 30.000 slædehunde, var der i 2020 cirka 13.000 slædehunde i landet.
Derfor er det vigtigt at arbejde for at bevare hundeslædekulturen, mener Pipaluk Lykke.
Og det er der i disse dage fokus på, når Naalakkersuisut afholder seminar i Nuuk om vores immaterielle kulturarv.
På seminaret, der finder sted den 15. og 16. marts, er der oplæg og workshops om blandt andet qajaq, qilaat og hundeslædekulturen.
Truet af klimaforandringer
Et hvidt skind fra en slædehund hænger på væggen på Morten Meldgaards kontor på Ilisimatusarfik, og i vindueskarmen ligger noget af et hundeslædekranie med spidse, hvide tænder.
Morten Meldgaard, der er forsker i biologi, har i flere år forsket i slædehunde og er også en del af Qimmeq-projektet.
Sammen med Pipaluk Lykke deltager han i dag i Naalakkersuisuts seminar. Og selvom Qimmeq-projektet officielt sluttede for et par år siden, lever det stadig videre.
Augustinus Fonden har netop bevilget fire millioner kroner til projektet, som skal bruges til forskellige forskningsprojekter i hundeslædekulturen.
Hundeslædekulturen er nemlig udfordret af de stigende klimaforandringer og den globale opvarmning.
- Det betyder dels, at man ikke kan køre på isen, som man tidligere har kørt på, og at man samtidig ikke kan få ordentligt hundefoder til hundene. Det er specielt et problem nordpå, hvor det er blevet svært at komme til hvalrosserne. Og det betyder, at man skal købe hundefoder, som er dyrt, og som heller ikke er godt nok til slædehundene, siger Morten Meldgaard.
De varmere temperaturer har blandt andet betydning for dette års grønlandsmesterskab i hundeslædevæddeløb, Avannaata Qimussersua, som oprindeligt skulle afholdes i Uummannaq 1. april.
Men usædvanligt høje temperatur og mere uvejr har resulteret i, at isen, som hundeslædevæddeløbet skulle afholdes på, forsvandt.
Derfor er hundeslædevæddeløbet i stedet rykket til Sisimiut.
Og de højere temperaturer har også indflydelse på vintrene, som er blevet kortere, fortæller Pipaluk Lykke.
- Bare i den tid jeg boede i Sisimiut først som barn og senest i ti år som voksen, indtil 2018, kan jeg se, at vinteren er blevet et par uger kortere. Dermed er weekenderne, hvor vi kunne køre på hundeslæde, blevet færre, siger hun.
Er det overhovedet muligt at bevare hundeslædekulturen på samme vis, når den er truet af klimaforandringer?
- Det er jeg overbevist om, at det er. Slædehunden betyder så meget i den grønlandske kultur, at den styrke, der ligger i folks ønske om at bevare den, er nok til at bevare kulturen på lang sigt. Men det er klart, at man skal følge med i udviklingen, både den klimatiske og kulturelle udvikling, siger Morten Meldgaard.
- I Nord- og Østgrønland er der stadig god is på fjordene og tilsvarende i Sisimiuts bagland og i Kangerlussuaq, så der er stadig fantastiske muligheder for at køre.
Viden skal gå i arv
En anden udfordring for hundeslædekulturen er, at vores livsstil har ændret sig, så der ikke er brug for hundeslæden på samme måde.
Fangere og fiskere kan tage snescooteren fremfor hundeslæden, og samtidig har vi samlet os mere i byer.
Dermed har forholdet til hundeslæden forandret sig, mener Pipaluk Lykke.
- Hvis hundeslædekulturen skal overleve, skal vi lægge kræfter i, at folk får lyst til at have hundene som fritidsbeskæftigelse, siger hun.
Samtidig er det vigtigt, at den viden, vi har om hundeslæder, som er opbygget gennem mange, mange år, bliver givet videre til nye generationer.
Derfor har Qimmeq-projektet også som mål at engagere de ældre kuske, der har lang livserfaring med hundeslædekørsel, til at dele deres viden med unge og børn.
- Hvis vi kan styrke mødet mellem den ældre og yngre generation, er vi kommet rigtig langt med at bevare hundeslædekulturen, siger Pipaluk Lykke.
Og så skal teknikkerne og kulturen i højere grad dokumenteres og vises frem på kulturinstitutioner og i skolerne, mener Pipaluk Lykke og Morten Meldgaard.
For mange børn bor i dag i byer, hvor der ikke er lige så mange ældre, der kan give den viden fra sig. Derfor er det vigtigt, at der bliver undervist i kulturen i for eksempel skolerne.
- Den grønlandske slædehund og kulturen er helt unik. Det er den største brugshundekultur i verden, og slædehunden er ublandet igennem 15.000 år, så vi har et fantastisk dyr og kultur, der er så vigtig at bevare, siger Morten Meldgaard.
