Huslejen dækker langt fra Selvstyrets regning til renoveringer

Manglende politisk vilje til at hæve huslejen gennem tiden gør, at indtægterne fra Selvstyrets boliger i dag langt fra dækker regningen til renoveringer, mener tidligere naalakkersuisoq for boliger. Karl Frederik Danielsen erkender, at huslejen er for lav, og en ny lejelov er på vej.
Ifølge tidligere naalakkersuisoq kan huslejen ikke følge med regningen til renoveringer i Selvstyrets boliger på grund af tidligere politiske beslutninger om at fastfryse huslejen. Arkivfoto.
Skrevet af Jens Betak
03. maj 2019 07:28

Huslejestigninger i Selvstyrets boliger har gennem årene været en politisk varm kartoffel. Flere gange er der tidligere indgået politiske aftaler om at fastfryse huslejen, hvilket har betydet færre indtægter til at betale for renoveringer.

Den manglende politiske vilje til at hæve huslejen har været med til, at Selvstyret i dag kæmper med at renovere de omkring 6000 boliger, som Selvstyret ejer.

LÆS OGSÅ Selvstyret halter gevaldigt efter med renoveringer af boliger

Det siger Jens Frederiksen, som var Demokraternes naalakkersuisoq for boliger fra 2009 til 2013.

- Det, der jo er katastrofen ved at have gjort det dengang – og ikke gået ind og lavet kontinuerlige huslejestigninger, så man fulgte prisniveauet – er, at du ser resultatet i dag, hvor vi har en boligmasse, som er fuldstændigt udslidt, siger Jens Frederiksen, der i dag er direktør i Nuuk City Development – Siorarsiorfik.

Huslejestigninger er upopulære

De manglende stigninger i huslejen kan muligvis forklares ved, at det er en beslutning, som er særdeles upopulær i befolkningen.

Jens Frederiksen gennemførte i 2012 huslejestigninger på omkring fem procent, hvilket ifølge ham selv kan være med til, at han mistede mange personlige stemmer ved det efterfølgende valg i 2013.

- Det er ikke populært at gå til valg på højere huslejer. Det kan resultere i et lavere stemmetal, men det er nødvendigt, hvis vi fremadrettet skal have gode boliger, siger Jens Frederiksen.

Fra Landstingsvalget i 2009 til valget i 2013 faldt antallet af Jens Frederiksens personlige stemmer fra 1050 til 513.

I 2019 får Selvstyret knap 40 millioner kroner i huslejeindtægter fra boligselskabet INI, som administrerer Selvstyrets boliger. Samme år har Selvstyret afsat omkring 90 millioner kroner til renovering og omkring 48 millioner kroner til at bygge nye boliger – 138 millioner i alt.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq erkender lange udsigter for boligrenoveringer

Den nuværende naalakkersuisoq for boliger og infrastruktur, Karl Frederik Danielsen (S), siger ligesom sin forgænger, at huslejen er for lav.

- Det har ikke vist sig at være nok. Når vi har modtaget 40 millioner kroner fra INI A/S, men samtidig bruger 138 millioner kroner, så er huslejeindtægterne langt fra nok, siger Karl Frederik Danielsen.

Det går din husleje til

Administrationen af boligerne i Grønland overtog det daværende Hjemmestyre tilbage i 1987 fra den danske stat. Siden dengang har man fra politisk hold været vidende om et stort behov for renoveringer. Alligevel er regningen bare blevet større og større - angiveligt fordi man ikke har taget højde for renoveringer.

- Huslejen har tidligere ligget på et niveau, hvor der ikke blev afsat penge til vedligeholdelse, siger Karl Frederik Danielsen.

Karl Frederik Danielsen bekræfter ikke, at der vil komme huslejestigninger, men han fortæller, at der arbejdes på en lejelov, som blandt andet skal se på huslejen i Selvstyrets boliger. Den ventes færdig i 2020.