Projekt skal gøre det nemmere at måle Indlandsisens temperatur

Hvor koldt er der egentlig på bunden af Indlandsisen? Det er ikke sådan lige til at finde ud af, men et nyt forskningsprojekt vil udvikle et elektrisk bor, der skal gøre det en smule nemmere, fortæller GEUS på sin hjemmeside.
Foto © : Terry Feuerborn/Flickr Creative Commons
Skrevet af Kenneth Elkjær
17. september 2018 08:12
Versionist Connie Fontain

Det nye udstyr skal øge forskernes viden om isens bevægelser og Indlandsisen reaktion på klimaforandringer.

Seniorforsker William Cogan leder projektet med at udvikle det nye bor:

-  Fremskaffelse af mere omfattende viden om temperaturen under iskappen har stor betydning for nøjagtigheden af de modelberegninger vi laver af isens bevægelse og dens ændringer, og det vil også kunne føre til en bedre forståelse for dens reaktion på klimaændringerne, siger han på GEUS' hjemmeside.

Forskerne har kun målt temperaturen ved bunden af den centrale del af Indlandsisen seks forskellige stedet i løbet af de seneste 60 år. Målingerne er foretaget i forbindelse med dybe iskerneboringer, hvor klima og miljøet undersøges.

Boringerne foregår med et mekanisk bor, som skærer en iskerne fri, men boringerne tager flere måneder eller endda år at gennemføre med den nuværende teknik.

LÆS OGSÅ Indlandsisen tager på

Det nye projekt, der er døbt HOTROD, vil designe, bygge og teste et elektrisk smeltebor, som hurtigere kan bore ned til bunden af Indlandsisen og måle temperaturen der.

Det nye bor vil smelte sig vej ned igennem isen ved hjælp af et kraftigt varmelegeme monteret i den ene ende af et borerør, hvor der også er monteret termistorer, som kan måle temperaturen.

Målet med HOTROD er ifølge GEUS, at det bliver muligt at bore et 500 meter dybt hul, hvor man kan tage temperaturen på bunden af Indlandsisen, på mindre end ti dage.

Projektet er støttet af VILLUM Experiment.