Hotelbrand i Ilulissat er under kontrol
Her til aften brød en voldsom brand ud i Hotel Ilulissat på Kaleeraq Poulsensvej, der endnu ikke er færdigbygget.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 20.12, men under to timer efter er meldingen, at branden er under kontrol.
Det oplyser vagtchef Julie Senderowitz til KNR.
Brandmyndighederne er fortsat på stedet og arbejder med at slukke det sidste af branden.
Ilden havde fat i førstesalen af det ufærdige hotel, og der var store flammer og kraftig røgudvikling.
LÆS OGSÅ Brand i Ilulissat: Gå indenfor og luk vinduer og ventilationsanlæg
Derfor bad myndighederne borgerne i området om at lukke vinduer og døre og holde sig indenfor. Det galt særligt for dem, der bor på Mathias Storch Vej og Illumiut, da røgen bevægede sig i sydlig retning.
Tidligere på aftenen opfordrede politiet folk til at søge hjælp, hvis de oplevede fysiske gener i forhold til røgen:
- Men hvis nogen oplever hovedpine og vejrtrækningsbesvær, så skal de kontakte sygehuset, sagde Julie Senderowitz.
Klokken lidt over 22 her til aften var meldingen fra politiet, at der stadig kan komme røg fra hotellet. Det er dog ikke lige så kraftigt, som tidligere.
Der er ikke noget, der tyder på, at nogen er kommet til skade i branden, og der er heller ikke meldinger om nogle savnede.
Søndag aften er det ikke muligt for politiet at fortælle, hvad der forsagede branden. Dét arbejde fortsætter i morgen, oplyser vagtchefen.