VEDTAGET Ja til homovielser og nej til at slå børn
Med 108 stemmer for og ingen imod vedtog Folketinget i dag en stor lovpakke på bl.a. familieretsområdet i Grønland.
Lovpakken “L35” omfatter bl.a. retten til, at par af samme køn herhjemme fra 1. april i år kan sige “ja” til hinanden i kirken og have fælles forældremyndighed over et barn.
Dagens “ja” fra politikerne betyder også, at børn i fremtiden kommer mere i fokus, fx ved ændringer i forældreansvarsloven, hvor den såkaldte “revselsesret” bliver afskaffet - altså forældres ret til at slå deres børn.
En lov, der ikke praktisk har været i brug i mange år, men som først nu bliver endeligt fjernet.
Læs også Ændring af lovpakke om børn og homovielser endelig på vej
Børn kommer i centrum
Også i forældres konflikter bliver barnet fremover omdrejningspunktet. Ifølge L35 skal et barn nemlig i fremtiden høres, når forældrene skændes om myndigheden over barnet. Og så får barnet fremover ret til at se begge sine forældre, selv om forældrene er skilt, lyder det i lovændringerne.
Lovpakken blev stemt igennem af et enigt Inatsisartut sidste år, men da familieretsområdet i Grønland fortsat er et dansk ansvarsområde, har Folketinget også skullet behandle lovpakken. Behandlingen er dog blevet forsinket af flere omgange, bl.a. på grund af valget til Folketinget i sommer.
Læs også Kirkeklokkerne ringer for homoseksuelle
Få bemærkninger fra IA
Det er Grønland selv, der har bedt Danmark om at udarbejde nye lovforslag, så famileretsområdet i Grønland bliver ligestillet med de danske love på området.
Dog har Inuit Ataqatigiit som eneste parti kritiseret en række punkter i lovpakken. Bl.a. at det ikke - som i Danmark - bliver obligatorisk at tilbyde forældre konfliktmægling i stridssager, og at det ikke bliver strafbart for en forælder, der har fælles forældremyndighed over et barn, at flytte barnet inden for rigsfællesskabet uden den anden forælders tilladelse.
Den danske social- og indenrigsminister Karen Ellemann har lovet at se nærmere på sagen omkring konfliktmægling.