Hizbollah affyrer raketter mod israelsk landsby

Hizbollah har angrebet en nordisraelsk landsby i solidaritet med palæstinenserne, oplyser bevægelsen.
Ifølge bevægelsen selv har Hizbollah affyret russiske raketter mod en landsby i den nordlige del af Israel. Foto © : Jalaa Marey/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
04. august 2024 12:26

Den væbnede bevægelse Hizbollah har affyret raketter "i dusinvis" mod landsbyen Beit Hillel, som ligger i den nordlige del af Israel.

Det oplyser bevægelsen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Gruppen, som primært holder til i den sydlige del af Libanon og støttes af Iran, siger, at angrebet sker i solidaritet med det palæstinensiske folk.

Det er desuden et modsvar til israelske angreb i landsbyerne Kfar Kela og Deir Siriane i Libanon, hvor civile er kommet til skade, lyder det fra Hizbollah.

Israel har endnu ikke kommenteret angrebet. Det står ikke klart, om nogen mennesker er kommet til skade i forbindelse med det.

Frygt for større krig i Mellemøsten

Spændingerne mellem Israel og Hizbollah er på sit højeste i lang tid, efter at 12 børn mistede livet i et raketangreb i de israelskbesatte Golanhøjder.

Israel beskylder Hizbollah for at have stået bag.

I denne uge blev forholdet yderligere anspændt, da Ismail Haniyeh, den politiske leder af den palæstinensiske bevægelse Hamas, blev likvideret i Teheran, som er Irans hovedstad.

Dagen inden drabet på Ismail Haniyeh mistede Hizbollah-lederen Fuad Shukr livet i et israelsk luftangreb.

Både Hamas og Hizbollah støttes af Iran.

Likvideringen har spredt frygt for, at konflikten i Gaza er ved at udvikle sig til en større krig i Mellemøsten.

USA og Storbritannien har opfordret statsborgere til at forlade Libanon. Canada har opfordret sine statsborgere til at undgå rejser til Israel.

/ritzau/