Historisk: Grønland får sin egen beredskabsuddannelse

Fra 2023 kan unge i Grønland uddanne sig inden for beredskab med mulighed for at fortsætte i Forsvaret. Dermed åbner et nyt kapitel i Grønlands forsvarshistorie.
Fotoet stammer fra den store beredskabsøvelse Livex16 i 2016 i Grønland. Fra 2023 vil Grønland uddanne sine egne unge til netop beredskabsopgaver. Foto © : Forsvaret
11. maj 2022 04:30

Er du mellem 18 og 25 år, og drømmer du om at redde dyr og mennesker i nød, hjælpe ved naturkatastrofer eller måske arbejde i Arktisk Kommando? Så får du snart muligheden.

I 2023 åbner dørene nemlig til en beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq. 

Det er aftalt i den arktiske kapacitetsaftale, som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S) og forsvarsminister Morten Bødskov (S) tirsdag har underskrevet i København.

LÆS OGSÅ Endelig enige: Danmark og Grønland underskriver forsvarsaftale efter mere end et år og uden mange ændringer

Uddannelsen vil kunne rumme mellem 12 til 20 grønlandske unge om året, som vil blive uddannet i alt fra førstehjælp og redning  under naturkatastrofer til skytte- og våbenuddannelse, røgdykning og konflikthåndtering - for at nævne et udpluk.

Og det er helt afgørende, at Grønland nu får sin egen uddannelse i beredskabet, siger Vivian Motzfeldt til KNR.

- Selvfølgelig har det en kæmpe betydning for os. Meget af vores erhverv er ude på havet i et kæmpemæssigt land med store afstande, som desværre også koster menneskeliv. 

- Den har været længe undervejs. Vi har også vores virksomheder og organisationer, som skal inddrages, som virkelig gør, at vores viden udvikles inden for forsvaret og beredskabet, siger hun til KNR.

Mulighed for karriere i Forsvaret eller beredskabet

Grønlandske unge kan i dag møde op til Forsvarets Dag i Danmark og blive udtaget til basisuddannelsen i Forsvaret - også tidligere kendt som værnepligten - hvor de fleste forløb er fire måneder.

 

Foto © : Scanpix

Foto: Scanpix

 

Men det er første gang, at Grønland får sin egen uddannelse under Forsvarsministeriet. Og den bliver tilmed længere - nemlig fem måneder plus mulighed for tre måneder i frivillig praktik. Med uddannelsen skal de unge blive kvalificeret til eventuelt at gå videre ind i Forsvaret, Grønlands Beredskab eller andre civile tjenester.

Eleverne vil desuden modtage løn og rejsegodtgørelse fra Forsvarsministeriet under uddannelsen.

LÆS OGSÅ Ny aftale: Grønland får sin egen forsvarsuddannelse

Derudover lægges der op til, at eleverne i Kangerlussuaq kan supplere med undervisning i dansk, matematik, fysik og engelsk på 9.-10. klasses niveau, ligesom eleverne kan opnå færdigheder til at læse videre under politiet og brandvæsnet i Grønland.

Den nye uddannelse spænder dog ikke ben for, at grønlandske unge stadig kan melde sig til Forsvaret i Danmark, siger Vivian Motzfeldt.

- Det ene udelukker ikke det andet. For nogen unge mennesker vil det passe at komme til Kangerlussuaq, og nogen vil ønske at være en del af værnepligten i Danmark.

Vivian Motzfeldt om forsvaret af Grønland: Verden har ændret sig

Forhenværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Pele Broberg (N), kritiserede sidste år udkastet til uddannelsen i Kangerlussuaq, som et flertal i Folketinget vedtog i 2021.

Udover manglende inddragelse af Naalakkersuisut mente han, at uddannelsen havde for stort fokus på et militært indhold.

- Det er jo en militær grunduddannelse, så den strider direkte imod vores demilitariseringsprincip, sagde Pele Broberg i juni 2021.

Basisuddannelse i Kangerlussuaq

Forsvarsministeriet i Danmark har afsat 50 mio. kr. til en beredskabsuddannelse i Kangerlussuaq med start i 2023.

Unge mellem 18 og 25 år kan søge uddannelsen.

Forløbet er fem måneder plus evt. tre måneders frivillig praktik, for eksempel hos Arktisk Kommando eller på en af Søværnets skibe.

De unge bliver uddannet inden for bl.a. redning, navigation, førstehjælp, håndtering af naturkatastrofer, skytte- og våbenbrug, miljøhåndtering, signaltjeneste og bevogtning.

Forsvarsministeriet udbetaler løn til eleverne under uddannelse.

Siden røg Broberg og Naleraq ud af Naalakkersuisut og ind kom Siumut i den nye koalition med IA.

Vivan Motzfeldt blev af flere medier tirsdag spurgt, om den nye koalition med basisuddannelsen i Kangerlussuaq har ændret det fundamentale princip om, at Grønland skal være et ikke-militært land.

Det svarede hun ikke direkte på, men henviste til, at uddannelsen frem for alt har til formål at komme det civile samfund i Grønland til gavn.

Hun henviste dog også til krigen i Ukraine og sagde, at 'det, som vi alle tænkte for nogle måneder siden, er for mange anderledes i dag'. 

Forsvarsminister Morten Bødskov mener ikke, at Grønland med den nye uddannelse tager mere aktivt del af forsvaret af Grønland, men siger: 

- Det synes jeg ikke, man kan stille så skarpt op. Men det er da klart, at den uddannelse er med til give grønlandske unge nogle muligheder for at få en god uddannelse, hvor de kan bruge det som et springbræt til videre interesse inden for beredskabet eksempelvis. Det, synes jeg, er godt, siger han til KNR.