Hip hop og elektronisk musik løber med priserne til Koda Awards

To musikere blev lørdag hædret med priser til Koda Awards i Sisimiut. De to kunstnere er både nyskabende og modige, lyder begrundelsen.
Hans-Ole Amossen vandt Talentprisen 2019. Foto © : Anders Berthelsen
21. april 2019 15:26

Der stod hip hop og elektronisk musik skrevet på årets Koda Awards.

For det blev de tunge beats og skarpe tekster, der løb med priserne ved årets prisuddeling i Sisimiut lørdag.

Hovedprisen ved Koda Awards, Årets Pris 2019, gik til Don Maliko med det borgerlige navn Malik Egede for hans album fra 2018, der hedder 'II'

Journalisten Noah Mølgaard, der er et af medlemmerne af priskomiteen, fortæller, hvorfor valget faldt på Don Maliko.

Teksterne er blevet modige

- Hans tekster viser, at han er blevet mere voksen. Han har mod i sine tekster i udgivelsen fra 2018, hvor han blandt andet rapper om sin kamp ud af hashtågerne. Det kræver et personligt mod at stå frem og fortælle om en dyster fortid, siger Noah Mølgaaard.

Komiteen peger også på, at Don Malikos musik ikke bare er baseret på samples, som meget andet rapmusik, men at det også kan spilles af en musikgruppe.

LÆS OGSÅ Årets musikpriser uddeles i Sisimiut

De to andre nominerede til Årets Pris 2019 var Yenso (Jens Ole Nathanielsen) for albummet ’Perserartoq’ og Nick Ørbæk for albummet ’Saappara’.

Den anden pris ved årets awardshow, Talentprisen 2019, gik til Hans-Ole Amossen, der er stifter og medlem af den elektroniske trio Da Bartali Crew.

Nyskabende grønlandsk musik

- Hans-Ole Amossen er nyskabende inden for grønlandsk musik. Han gør ikke meget væsen af sig og holder sig i baggrunden, når han spiller. Men den musik, han skaber, har allerede skabt stor respekt omkring hans person som musiker og sangskriver. Derfor har vi valgt ham som årets talent, begrunder Noah Mølgaard.

Hans-Ole Amossen fortæller, at hans hjerte galoperede derudaf, da hans navn blev råbt op, og han husker ikke helt, hvad han tænkte. Men dagen derpå er han glad.

- Jeg er selvfølgelig både glad og beæret over at modtage prisen.

Han har ikke nået at tænker over, hvad prisen kan bruges til, men det har givet ham mere mod på at spille mere musik.

- Vi vil selvfølgelig gerne spille mere, hvis vi bliver inviteret til noget og så måske udgive en EP, siger Hans-Ole Amossen.

De øvrige nominerede til Talentprisen 2019 var Sound of the Damned og Malu Rohmann.

Musikpriserne blev uddelt i forbindelse med musikfestivalen Arctic Sounds i Sisimiut, der finder sted frem til i morgen.