VIDEO Her fyrer Air Greenland medarbejdere

12. oktober 2016 06:00

Air Greenland har meldt ud, hvor der skal fyres medarbejdere i forbindelse med, at flyselskabet har tabt servicekontrakten i Sydgrønland.

Narsarsuaq bliver hårdest ramt - der bliver fyret 10 medarbejdere, 6 i Qaqortoq, 3 i Narsaq, 2 i Nanortalik. I Nuuk 8 fyres medarbejdere med direkte tilknytning til Sydgrønland. Det fortæller Mads B. Christensen, HR-chef i Air Greenland til KNR.

Yderligere otte stillinger nedlægges, så det samlede antal fyringer kommer op på 37.

Fyringer skaber yderligere utryghed i Narsarsuaq, hvor der i forvejen er forvirring om, hvordan bygdens livsnerve - lufthavnen - bliver påvirket, når der bygges en ny lufthavn i Qaqortoq.

Læs også Borgere i Narsarsuaq bekymrede for fremtiden

- Det er ikke trygt at leve på den måde, fortæller formand for bygdebestyrelsen i Narsarsuaq, Mouritz Karlsen, til KNR.

Disko Line, der har vundet servicekontrakten i Sydgrønland, har til gengæld slået en række stillinger op. Selskabet søger primært søfolk med bopæl i Qaqortoq til selskabets passagerskibe.

Direktør i Disko Line, Frederik Sandgreen, ved endnu ikke, hvor meget personale selskabet har brug for, men han oplyser, at udover søfolkene, får Disko Line også brug for kontorpersonale i Qaqortoq.

Klik dig rundt på kortet og se, hvor mange der bliver fyret i de forskellige byer.

Image removed.