Drabet i blok 5: Her er tiltaltes forklaring

Indtil nu har den 42-årige nægtet sig skyldig og ikke udtalt sig en eneste gang. Men nu er hans forklaring til politiet blevet læst op i retten.
Foto © : KNR / Birgitte Kjeldsen
27. april 2026 14:00

Sagen om drabet i blok fem, hvor en 20-årig i oktober 2024 blev fundet i et depotrum, fortsætter i dag.

Den tiltalte er en 42-årig mand, der indtil videre har forholdt sig meget rolig i retssalen og kun svaret ‘nej’, når han er blevet spurgt, om han vil udtale sig.

Og netop derfor er hans forklaring til politiet den 12. oktober, da han blev anholdt, blevet læst op i retten mandag morgen.

Her kom det frem, at han - også dengang - nægtede at have dræbt den 20-årige. Det samme har hans forsvar oplyst til retten. Han nægter sig skyldig, og hans forsvar går efter frifindelse.

Kender blok 5

Den 42-årige har fortalt til politiet, at han ved, hvem forurettede er fra hjemløse miljøet i Nuuk, men at han ikke kender ham. Han har kun set ham i Frelsens Hær, hvor der ifølge ham plejer at være mange mennesker til spisning.

- Måske omkring 30, fortalte han ifølge afhøringsrapporten.

Han fortalte dog, at han godt kender blok 5, fordi hans søster bor i en af lejlighederne, men han kender også andre i blokken, og han sover en gang imellem i det depotrum, som hele sagen drejer sig om. Altså der hvor den 20-årige blev fundet den 4. oktober 2024 om formiddagen.

Forklaring om fingeraftryk

Tidligere i retten er det blevet kendt, at den tiltaltes fingeraftryk er fundet i blod på stedet. Og det blev han også spurgt ind til af politiet under afhøring.

- Måske er jeg gået ind i det, fordi jeg var meget fuld, fortalte den 42-årige til politiet i oktober 2024 .

Manden er blevet spurgt at politiet, om han kan huske, hvad han har lavet i perioden fra den 1. oktober og til 12. oktober 2024, hvor han bliver anholdt.

- Det kan jeg ikke. Jeg var på flere drukture i den periode, har han forklaret til politiet. 

Han fortæller 12. oktober til politiet, at han er i hovedstaden, fordi hans far er syg, og han er derfor rejst fra Ilulissat til Nuuk for at være sammen med familien.

Han ser dog ikke familien så meget, fordi han bliver smidt ud de steder, han overnatter, fordi han drikker for meget.

- Og fordi jeg er et uægte barn, fortæller han til politiet.

Han hævder, at han ikke har været i depotrummet i perioden fra den 2. til den 4. oktober. Eller sammen med den forurettede.

Han ser godt i dagene efter, at politiet arbejder på stedet, og bliver også smidt væk derfra, da han ville tænde lys, men ellers har han ikke hørt om hændelsen eller ved, hvem der er forurettede, forklarede han til politiet tilbage i 2024.

I morgen er dommens dag

Da rapporten var færdig oplæst, gjorde forsvarsadvokaten opmærksom på, at forklaringen ikke er gennemlæst eller underskrevet af den 42-årige.

Det er derfor stadig uklart her efter oplæsningen af afhøringsrapporten, hvad der er sket i starten af oktober 2024. Og hvornår drabet på den 20-årige præcist er sket. 

Retssagen forventes at blive afsluttet i morgen, hvor der falder dom. Hvis anklagemyndigheden får medhold, kan den 42-årige risikere at blive foranstaltet med anbringelse på et psykiatrisk hospital i Danmark.
Derimod hvis forsvaret får medhold, kan manden blive frifundet.