Henrik Leth fyret som bestyrelsesmedlem

Naalakkersuisut har fyret erhvervsmanden Henrik Leth med omgående virkning fra bestyrelsen hos Grønlands Statistik, skriver AG.
26. april 2017 06:51

Nyheden bliver bekræftet af bestyrelsens formand Vøgg Løwe Nielsen, som ikke var orienteret om fyringen på forhånd, oplyser han.

Henrik Leth er uddannet økonom med speciale i statistik og skulle ifølge planen sidde i bestyrelsen hos Grønlands Statistik frem til juni 2019.

Bestyrelsesformand Vøgg Løwe Nielsen kalder det over for AG ‘principielt forkert’, at man fyrer et bestyrelsesmedlem, som naalakkersuisut selv har udpeget, i utide.

Han mener, at fyringen er et politisk problem.

- Vi må have diskuteret, om vores lov er klar nok til at hindre sådan noget. Jeg vil umiddelbart mene, at loven burde forhindre, at man kan afsætte nogen i utide uden særdeles gode begrundelser. Og hvis den nuværende lov ikke kan forhindre det, må vi kigge på det og foreslå nogle lovændringer, siger Vøgg Løwe Nielsen.

Naalakkersuisut for finanser, Aqqaluaq B. Egede, har ind til videre ikke kommenteret på fyringen af Henrik Leth.