Aviaja Rakel arbejder som angakkoq: Har aldrig oplevet så stor opmærksomhed

I et rødt hus i Nuuks bymidte er Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen netop ved at afslutte en shamanistisk session.

Indenfor dufter huset af qajaasat, som sammen med mos brænder i hendes qulleq, en spæklampe, på bordet.

Hun sætter sig ned med et suk efter en lang arbejdsdag. Uden for vinduet hænger solen lavt på en lyserød himmel. 

Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen har et arbejde, man sjældent hører om. Hun arbejder som angakkoq.

De seneste to år har hun fået en fast kundekreds og langt større opmærksomhed.

Ifølge Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen har hun imellem to og fire kunder om dagen, der kommer her fra landet og udlandet. På Instagram har hun godt 7.500 følgere, som følger med i hendes liv som angakkoq.

Folk fra blandt andet Nunavut, Australien og USA er blandt hendes kunder. Og selvfølgelig folk her i landet, hvor hun netop har fået sin egen praksis i Nuuk.

Et isbjørneskind er bredt ud på gulvet i Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansens praksis. På væggen hænger store sorte vingefjer fra ravne, måger og ørne ved siden af hendes qilaatit, trommer.

Sammen med kranier fra en sæl, moskus og hvalros er det alt sammen noget, der giver hendes styrke i det daglige arbejde som angakkoq.

Som angakkoq kalder hun sig Rakel.

- Rakel er denne her sjæledel, som udfører alt det, jeg ikke gør. Aviaja forsvinder. Jeg bliver til ingenting, så de højere magter kan komme til, fortæller Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen.

Kunne ikke fungere i samfundet

Vejen til angakkoq har ikke været omkostningsfri, og hun bliver ofte mødt med skepsis - også herhjemme i Grønland.

For i et land hvor 95 procent af befolkningen er medlem af folkekirken, har hun ofte fået spørgsmålet: findes en angakkoq virkelig?

For Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen er svaret enkelt. Hun oplever det på egen krop.

Møder ånderne, når hun tager på trommerejser til den åndelige verden.

I mange år søgte hun hjælp i shamanismen og den oprindelige tro for at finde en vej ud af den galopperende angst, der hjemsøgte hendes krop.

Hun kunne med egne ord ikke fungere i samfundet.

- Jeg fik at vide, at jeg aldrig ville blive rask, at jeg ville lide af psykisk sygdom resten af mit liv, siger Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen.

I shamanismen fandt hun en ro.

Første gang 38-årige Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen rejste til åndernes verden var for seks år siden i en lejlighed i Søborg.

Det skete ved hjælp af qilaat og kaldes trommerejse, fortæller hun.

Trommerejsen varede i 20 minutter og ændrede hendes liv.

- Siden da har jeg ikke haft nogen former for angst, siger hun.

Handler om healing

Ifølge Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen er en angakkoqs arbejde blandt andet at være en "mekaniker for sjælen".

Hun starter med at spørge folk, hvorfor de har opsøgt hende, og hvad deres ønsker er. Så begynder healingsprocessen.

Hun påkalder forfædrene til personen, der har opsøgt hende. Forfædrene fortæller, hvilke smerter der sidder i krop og sjæl, og hvorfor de er der. Ifølge Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen er det forfædrene, der fjerner smerterne.

Hvordan forfædrene er til stede, og hvad der sker på trommerejserne, skal man selv opleve, siger hun.

Men på spørgsmålet om, hvad formålet med sessionerne er, er svaret klart.

Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen peger på punktet imellem hendes øjne. En tunniit er tatoveret. To små streger over næseryggen.

- Det handler om at heale sig selv. Kroppen, sindet og sjælen hænger sammen. Sjæl er energi, og for at skabe balance har sjælen brug for sin fulde kraft.

- Shamanisme hjælper med at rydde op i sig selv, i ens eget indre, ved hjælp af denne her ændrede sindstilstand, som gør, at man får adgang til sin egen underbevidsthed og overbevidsthed. At have adgang til de to dele gør, at man kan finde balance i sig selv. Og dermed verden, siger hun.

Skulle lære i blinde

Hvordan Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen selv blev angakkoq, fortæller hun kun til de indviede.

- Jeg kan ikke fortælle det hele. Det er åndernes måde at kommunikere til os på, siger hun.

Men hendes fortællinger minder om det, der er beskrevet i ældre beskrivelser af angakkut.

Og så kommer hun selv fra en slægt af angakkut fra Ittoqqortoormiit.

Alligevel har hun selv skulle finde sin vej ind i angakkuts verden, siger hun.

- At skulle lære det i blinde har været meget, meget langsommeligt, hårdt og utrolig spændende. 

- Samtidig fik jeg en enorm styrke ved at finde ud af, hvem jeg er, hvem vi er, og hvad vi kan. Vi kan så meget mere, end vi tror. Derfor er det en opdagelsesrejse i den stolthed, der har været i vores forfædre. Vores kultur er uudtømmelig for kraft, siger hun.

Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen retter sin opmærksomhed mod sin qulleq, som hun rører rundt i med en lille hvid stav - en del af et lem fra en isbjørn.

Hun håber, at flere vil finde tilbage til den oprindelige tro i fremtiden. For nok er noget kultur gået tabt med koloniseringen, men den eksisterer stadig. Særligt i Østgrønland, mener Aviaja Rakel Sanimuinaq Kristiansen, der selv er opvokset i Ittoqqortoormiit.

Der er det ikke mange generationer siden, koloniseringen begyndte.

- Vi er et åndeligt folk, der tørster, siger hun.

Endnu en kvinde banker på døren.