VM-kvalifikation: Håndboldfest bliver ikke vist på tv

Når kvalifikationskampene til VM i kvindehåndbold løber af stablen 4. til 11. juni, vil det ikke være muligt at følge kampene på KNR. Kampene vil i stedet kunne findes på Youtube.
Bruttolandshold håndbold kvinder 2021
Til VM-kvalifikationskampene skal Grønland spille mod USA, Canada, Mexico og Cuba. Foto © : Noah Mølgaard
07. maj 2023 10:49

Når kampfløjten lyder til VM-kvalifikationskampene i juni i Nuuk, vil det ikke være muligt at følge kampene i fjernsynet. I stedet skal man finde sin computer frem for at streame kampene på Youtube.

Det skyldes, at senderettighederne til håndboldkampene er gået til mediet Made in Nuuk i stedet for KNR.

Årsagen til dette skyldes, at KNR har været for lang tid om at besvare henvendelserne fra den grønlandske håndbold føderation TAAK. Det oplyser formanden for TAAK, Carsten Olsen.

- Vi har henvendt os til flere udbydere og spurgt dem, om de havde interesse i at sende VM-kvalifikationen. Henvendelser, som KNR ikke reagerede hurtigt nok på, til trods for flere forsøg, siger han.

Ifølge Carsten Olsen har de været nødt til at arbejde hurtigt, da der har været meget logistik, som har skulle gå op forud for det kommende arrangement, hvilket har betydet, at TAAK ikke har haft tid til at vente på KNR.

- Eventet er internationalt og ses af folk fra hele verden. En kort planlægningstid og behov for fremdrift er en af årsagerne til, at der er valgt en professionel udbyder som Made in Nuuk. Der er både frivillige og forretningsdrivende, der er med i projektet, så vi sikrer at komme sikkert i mål.

Kampene samler hele landet

Ifølge Karl-Henrik Simonsen, som er direktør i KNR, er Carsten Olsens udlægning ikke helt rigtig.

Han fortæller, at KNR har været i kontakt med TAAK af flere omgange, siden det blev offentliggjort, at kvalifikationskampene ville finde sted i Grønland.

- Da TAAK henvender sig en uge inden påske, meldte vi klar. Men de medarbejdere, som skulle lave aftalen, var i Sisimiut, og derfor aftalte vi et møde efte påske. Men da vi vendte tilbage efter påske, havde de fået en anden udbyder til at sende kvalifikationskampene, siger han.

Karl-Henrik Simonsen fortæller, at han ærgrer sig over, at kampene ikke bliver sendt på KNR, da VM-kvalifikationskampene er en stor begivenhed i Grønland, som kan samle hele befolkningen.

- Det er selvfølgelig ærgerligt, at vi ikke kan levere til hele befolkningen, der skulle have lyst til at følge med. Men når forbundet har besluttet, at det er det, som de vil gøre, kan vi ikke gøre noget. Det er deres arrangement. Men vi er klar, hvis de kommer i morgen og spørger, om vi vil sende det, siger han.

Det er ifølge Karl-Henrik Simonsen helt op til TAAK, hvem der har rettighederne til at sende kampene, da sport ikke er professionaliseret i Grønland endnu og derfor ikke indgår i public service-kontrakten

Håndboldfesten skal være tilgængelig i hele landet

Men selvom det ikke bliver muligt at følge håndboldfesten i tv, som man gjorde da herrerne spillede i 2018, håber Carsten Olsen, at kommunerne selv vil opsætte forskellige arrangementer, så borgerne kan samle sig om håndboldfesten i haller eller lignede steder. Dermed kan folk uden internetadgang også få adgang til kampene.

- Hos TAAK opfordrer vi alle kommuner til at lave begivenheder i byer og bygder, så vi sammen kan heppe på Grønland, siger Carsten Olsen.

Til VM-kvalifikationskampene skal Grønland spille mod USA, Canada, Mexico og Cuba.

Kun ét ud af de fem lande vil få en plads til årets VM i håndbold.

Det er første gang, at det grønlandske kvindelandshold i håndbold skal spille VM-kvalifikation på hjemmebane.