Højreekstrem får dom efter terror i Christchurch

Brenton Tarrant, der i 2019 dræbte 51 mennesker i Christchurch, forventes at få sin straf i denne uge.
Advokater forventer, at australieren bliver den første person i New Zealands historie til at blive fængslet på livstid uden mulighed for prøveløsladelse. Foto © : John Kirk-Anderson/AFP/Ritzau Scanpix
Skrevet af Ritzau
24. august 2020 07:49

Den højreekstreme australier Brenton Tarrants strafudmåling er mandag begyndt i den newzealandske by Christchurch under et enormt sikkerhedsopbud.

Australieren er kendt skyldig i at have dræbt 51 mennesker og såret mange flere i et terrorangreb mod to moskéer i Christchurch i marts 2019.

LÆS OGSÅ Mistænkt ændrer mening og erklærer sig skyldig i moskémassakre

Angrebet streamede han direkte på nettet. Kort før angrebet offentliggjorde han også et 74 sider langt manifest, hvori han beskrev sine højreekstremistiske synspunkter.

Retsbygningen er mandag blevet afspærret bag store orange barrierer, mens svært bevæbnet politi står vagt.

Politihunde tjekker desuden både retspersonale og mediefolk, der står i kø for at komme ind i bygningen.

Tarrant skal under strafudmålingen blandt andet høre erklæringer fra 66 overlevende fra den skæbnesvangre dag.

Advokater forventer, at australieren bliver den første person i New Zealands historie til at blive fængslet på livstid uden mulighed for prøveløsladelse.

Flere har frygtet, at 29-årige Tarrant vil bruge muligheden til at sprede sine hadefulde budskaber.

LÆS OGSÅ 28-årig mand mistænkt for moskémassakre nægter sig skyldig

Derfor har dommer Cameron Mander lagt nogle helt ekstraordinære restriktioner ned over medierne, så det ikke bliver omtalt, hvis Tarrant begynder at fremføre højreekstremistiske synspunkter.

Det betyder blandt andet, at Mander efter hver eneste retsdag vil informere medierne om, hvad de må og ikke må rapportere om fra salen.