Høje forventninger til grønlandske atleter ved AWG
Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland forventer sig meget af de grønlandske atleter til dette års Arctic Winter Games i Nuuk.
- Der er ofte flere faktorer der spiller ind, men til AWG i 2014 i Fairbanks, nåede vi 60 medaljer og mon ikke vi godt kan tillade os at håbe på endnu flere, udtaler generalsekretær i GIF, Carsten Olsen i en pressemeddelelse.
Læs også To måneder til AWG2016 starter
Udover en god medaljehøst håber de to organisationer, AWG kan blive et springbræt for atleterne til at opnå flere resultater både på og uden for banen.
Langrendsløberen Martin Møller og håndboldspilleren Minik Dahl Høegh nævnes som to succesfulde idrætsudøvere, der begge har deltaget ved AWG tidligere.
Læs også Frivillige rustes til AWG2016
- Fælles for både Grønlands Idrætsforbund og Elite Sport Greenland, er der et håb og et ønske om at vores unge idrætsudøvere, vores trænere og ledere vil fortsætte deres gode arbejde, for at nå nye og flere mål til gavn for endnu flere idrætsudøvere, udtaler formand for Grønlands Idrætsforbund, Nuka Kleemann og formand for Elite Sport Greenland, Malik Hegelund Olsen i pressemeddelelsen.
Læs også Fem langrendsløbere udtaget til AWG2016
Ved AWG 2016 stiller Grønland op med et hold på 135 idrætsudøvere imod 107 idrætsudøvere ved AWG 2014 i Fairbanks. Til sammenligning kan nævnes at Grønland i 2002, da AWG sidst var i Nuuk, stillede op med et hold på 164 deltagere.