To måneder til AWG2016 starter

I dag om 2 måneder - den 6.marts - åbner Arctic Winter Games - og over 2.000 gæster kommer til Nuuk i forbindelse med afholdelsen af Grønlands hidtil største event.
Værterne for AWG2016, Borgmester Asii Chemnitz Narup og Naalakkersuisoq Nivi Olsen. Foto © : AWG2016/Bo Østerberg Kristensen
Skrevet af Karsten Sommer
06. januar 2016 09:34

Arrangørerne har derfor rigtig travlt med at få alt til at falde på plads, fortæller souschef Arnakkuluk Jo Kleist, som blandt andet fortæller, at der nu er lavet en detaljeret vagtplan for, hvad de omkring 1700 frivillige, der hidtil har meldt sig, skal lave og hvornår.

Men der er stadig brug for flere frivillige.

- Grib chancen og bliv en del af dette helt specielle arrangement, lyder opfordringen til Nuuks borgere fra borgmester Asii Chemnitz Narup.

Sidste frist for at tilmelde sig som frivillig er den 31. januar.

Grunden til at folk skal tilmelde sig senest den dato er, at der skal indhentes straffe- og børneattest på alle der skal være frivillige i perioden 29. februar - 16. marts, oplyser AWG2016.