Høgni Hoydal: Selvstændigt Færøerne i 2015

2015 er et realistisk bud på, hvornår Færøerne kan være selvstændigt. Det mener formand for Republikanerne Høgni Hoydal. Det kræver dog lige, at Republikanerne kommer i landsstyret.
07. juli 2009 08:50

2014 kan meget vel blive året, hvor Færøerne skal stemme om at blive en selvstændig nation, og hvis befolkningen siger ja, Kan Færøerne være selvstædingt i 2015.

Køreplanen mod uafhængighed ligger allerede klar, spørgsmålet er blot, hvilke politiske vinde, der vil blæse over de grønne øer i de kommende år.

Efter de mislykkede selvstændighedsforhandlinger med Danmark omkring årtusindeskiftet udarbejdede de færøeske politikere selv en køreplan mod selvstændighed, som går ud på at få afviklet bloktilskuddet og hjemtaget de sidste områder. De første skridt blev taget, blandt andet med nedbringelse og fastfrysning af bloktilskuddet, men så røg det mest selvstændighedsbegejstrede parti Republikanerne ud af landsstyret i 2004, og selvstændigheden er siden røget ned på den politiske dagsorden. Men Republikanerne er det største parti på Færøerne, og hvis de kommer i Landsstyret igen efter næste valg, vil de køre den sidste del af planen igennem i løbet af cirka fem år, siger deres formand Høgni Hoydal.

- Fem år er en helt realistisk tidsramme, hvor der er tid til at gøre det på en civiliseret måde. Hvis vi får et landsstyreskifte til efteråret, så vil det tage én valgperiode, så har vi fået overtaget de områder, der skal til og fået nedtrappet bloktilskuddet på vores egne betingelser, og så skulle det være klar til en folkeafstemning i 2014, siger Høgni Hoydal.

Men det vil ikke betyde et fuldstændig brud med Danmark. Færøerne vil fortsat samarbejde med Danmark om en række områder.

- Der forestiller vi os at lave et samarbejde, der kører på, at danske og færøske statsborgere stadigvæk har de samme rettigheder i hinandens lande, så der ikke bliver nogen folkelige konflikter om det. Så forestiller vi os et tæt samarbejde på udenrigs- og forsvarsområdet. Så er der valutaen, som er lidt et forhandlingsteknisk spørgsmål. Vi vil gerne bruge Euroen, selv om vi ikke er medlem af EU. Så det vil blive en aftale, hvor vi stadigvæk er i et tæt samarbejde, men bare som to selvstændige parter. Jeg plejer at sige, at vi går fra et forhold som minder om et forældre-barn til et søskendeforhold, siger Høgni Hoydal.

Færøerne får på nuværende tidspunkt 615,5 millioner kr. i bloktilskud om året, som udgør cirka fem procent af deres samlede økonomi.