Håndboldherrerne vil bruge Nuuk som springbræt til VM

Det grønlandske herrelandshold i håndbold var ét mål fra at kvalificere sig til VM ved de sidste Pan Amerikanske Mesterskaber. I år skal de forsøge at hente en billet til VM, og optakten er startet godt.
Skrevet af Mads Pedersen
18. januar 2018 16:23

Det grønlandske håndboldlandshold, bestående af spillere fra Grønland og nogle professionelle spillere i Danmark, har i denne måned været på træningssamling på Færøerne, hvor de blandt andet har spillet tre kampe mod færøske klubber. 

Og med to vundne træningskampe og én uafgjort er landstræner Ingi Olsen godt tilfreds. 

- Vi har under samlingen forsøgt at forbedre kontrafasen og den kørte rigtig godt. Samlet set er det min klare fornemmelse, at vi havde en god samling, siger landstræneren, der især er glad for den sidste træningskamp, hvor de vandt 35-25 over klubben VIF. 

Samlingen er en del af forberedelserne til De Pan Amerikanske Mesterskaber, som skal afholdes i Nuuk i juni. Men forberedelserne til mesterskabet begyndte allerede for to år siden, fortæller landstræneren. 

LÆS OGSÅ Projektleder til PANAM2018 er fundet

Ingi Olsen har siden 2014 fungeret som assisterende træner for landsholdet, men i november 2017 besluttede Grønlands Håndbold forbund at ansætte Olsen som landstræner. 

De seneste to år har spillerne haft fokus på styrketræning, og det kan ses, lyder det. 

- De seneste tests, vi har haft, viser, at de fleste spillere er stærkere, end de var før, siger landstræneren. 

- Nu hvor vi kommer tættere på Pan Am, så er det mere vigtigt, at vi får trænet sammen. Og det gør vi ved at assistenttræneren Rasmus Larsen træner hver uge i Nuuk med bruttotruppen bestående af omkring 16 spillere, siger Olsen, der kan kun håbe på, at de grønlandske professionelle spillere får en masse kampe i deres klubber i Danmark. 

Landstræneren og spillerne glæder sig til, at PANAM skal afholdes i Nuuk. Det kan ikke blive meget større, lyder det fra landstræner Ingi Olsen. 

- Det er kæmpe stort. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive det, siger Olsen, der glæder sig til at opleve de grønlandske håndboldfans til sommer. 

Ingi Olsen og landsholdet har en ambition om at blive blandt de tre bedste hold ved PANAM ud af de 12 landshold, der deltager. Det vil udløse en plads ved VM i håndbold.

Grønland er sluttet som nummer fem ved de seneste tre mesterskaber.

LÆS OGSÅ Millioner og transport mangler ti måneder før Pan Am