Guaidó og Maduro hævder begge at have militærets opbakning

Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, hævder, at landets præsident, Nicolas Maduro, ikke længere har opbakning fra de væbnede styrker.
Venezuelas oppositionsleder, Juan Guaidó, opfordrer sine støtter til igen onsdag at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med Maduro. Foto © : Jonas Pereira/Agência Senado/Flickr Creative Commons
Skrevet af Ritzau
01. maj 2019 08:30

Det skriver Guaidó i et indlæg på Twitter natten til onsdag dansk tid efter en dag præget af demonstrationer og voldelige sammenstød i hovedstaden Caracas.

Han opfordrer samtidig sine støtter til igen onsdag at gå på gaden for at vise deres utilfredshed med Maduro.

LÆS OGSÅ Udenlandske journalister er løsladt i Venezuela

Umiddelbart efter den udmelding lød svaret fra præsident Maduro, at militære topfolk har forsikret ham om deres loyalitet.

Det sagde han i en tv-transmitteret tale sammen med landets forsvarsminister, skriver nyhedsbureauet Reuters.

I talen understreger Maduro, at et "kupforsøg" anført af oppositionslederen er slået ned.

Under optøjerne er mere end 70 personer blevet såret, skriver CNN.

LÆS OGSÅ USA presser Maduro med nye oliesanktioner mod Venezuela

I løbet af tirsdagen skal mindst 25 venezuelanske soldater desuden have søgt asyl i Brasiliens ambassade i Caracas. Det oplyser en højtstående brasiliansk embedsmand til nyhedsbureauet AFP.

Brasilien er et af de mere end 50 lande, der officielt støtter Juan Guaidó i den politiske strid mellem ham og Maduro.

/ritzau/