Grønlandske studerende i Danmark på dagsordenen: Vi har brug for dem
“Du er smuk af en grønlænder at være”, og “hvor er du god til dansk”.
Det er nogle af de kommentarer, som grønlandske studerende i Danmark bliver mødt med fra medstuderende.
En rapport fra 2023, som Institut for Menneskerettigheder i Danmark står bag, konkluderer, at grønlandske studerende i Danmark oplever fordomme, diskrimination og udelukkelse af fællesskab på deres uddannelser.
Og det vil folketingspolitikerne nu til livs.
Derfor står IA og Siumut i Folketinget bag et arrangement, der har fokus på øget trivsel for grønlandske studerende. Den danske statsminister Mette Frederiksen (S) lægger hus til arrangementet, der forgår den 7. maj på Marienborg.
- Det er et forsøg på at få alle rundt om bordet til at tage en snak om, hvordan man øger den mentale trivsel for de studerende, mens de er i Danmark, men også hvordan vi sikrer, at endnu flere studerende har lyst til at vende hjem til Grønland igen, siger IA’s Aaja Chemnitz.
Billigere flybilletter skal få studerende hjem igen
Godt halvdelen af de grønlandske studerende i Danmark er nemlig ikke vendt hjem til Grønland tre år efter endt uddannelse. Det viser tal fra Grønlands Statistik.
Det tal er alt, alt for lavt, mener Aaja Chemnitz. Derfor skal arrangementet på Marienborg også handle om, hvordan de studerende kan få mere tilknytning til Grønland, mens de er i Danmark.
- I Grønland har vi brug for veluddannet arbejdskraft. Vi har vitterligt virkelig brug for vores egne uddannede unge til at bygge Grønland op, siger Aaja Chemnitz.
Et af de tiltag Aaja Chemnitz bringer til bordet er, at de studerende skal kunne komme til Grønland på en billet til 1000 kr.
Som det er i dag, kan de studerende søge om en frirejse om året. Men de billigere billetter skal sikre, at studerende har mulighed for at komme hjem flere gange om året, siger politikeren.
Medstuderende skal lukke ned for fordomme
De studerendes vilkår var også på dagsordenen i Folketinget tidligere på måneden, hvor Aaja Chemnitz stillede spørgsmål til statsminister Mette Frederiksen.
På spørgsmålet om, hvordan den danske regering vil sikre et trygt og inkluderede studiemiljø for de grønlandske studerende, svarede Mette Frederiksen:
- Hvad angår fordomme er det letteste, at de øvrige studerende på uddannelserne lukker fordommene ned og møder deres grønlandske medstuderende med respekt.
- Det behøver vi ikke politiske beslutninger for, det er noget enhver studerende kan gøre op med sig selv, hvordan de vil være i omgangen med andre mennesker, sagde Mette Frederiksen.
Derudover mener statsministeren, at uddannelserne bør tage bedre højde for de grønlandske studerende i introforløbet og den overgang, de oplever fra det grønlandske- til det danske samfund.
Men det er et rigtig “politiker”-svar, lyder det fra Aaja Chemnitz.
- Det er ikke kun de studerendes ansvar. Det er også universiteternes ansvar og i høj grad regerings ansvar, siger hun.