Grønlandsk kvinde kan komme på pengesedler

Der skal laves nye pengesedler, og borgere kan nu komme med input til, hvordan de skal se ud.
Arnarulunnguaq var grønlandske ekspeditionsdeltager og havde en vigtig rolle i den 5. Thuleekspedition. Foto © : Arktisk Institut
13. maj 2024 13:10

Nu kan borgere give deres mening til kende i forhold til, hvad der skal være på de pengesedler, der bliver sendt på gaden i 2028 og 2029.

Danmarks Nationalbank har på baggrund af input fra kulturinstitutioner og eksperter udvalgt tre temaer og otte personer, som kan komme til at pryde fremtidens pengesedler.

Fra mandag og tre uger frem kan man vurdere de udvalgte temaer og personer i et spørgeskema på Nationalbankens hjemmeside.

Det skriver Nationalbanken i en pressemeddelelse.

- Pengesedler er traditionelt blevet tillagt både kulturel og historisk betydning, nærmest som et håndgribeligt symbol på et lands identitet. Derfor vil vi gerne inddrage borgerne i udviklingen af de nye sedler, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i meddelelsen.

Arnarulunnguaq er blandt de udvalgte personer

De tre temaer, som er blevet udvalgt, er hverdagsliv, blomster og havet. Et af de tre vil blive det gennemgående tema på bagsiden af pengesedlerne. Temaet skal binde de fire pengesedler i serien sammen.

På sedlernes forside vil der være et motiv af en vigtig bedrift. I vandmærket på pengesedlen vil der være et portræt af personen bag bedriften.

Og blandt de udvalgte personer er den grønlandske ekspeditionsdeltager Arnarulunnguaq. Hun havde en vigtig rolle i den 5. Thuleekspedition. Til september er det 100 år siden, at ekspeditionen sluttede.

Hvem var Arnarulunnguaq?

  • Levede fra 1896 til 1933. Født og død i Thule.
  • Deltog sammen med sin fætter Qâvigarssuaq Miteq på 5. Thuleekspedition, der varede fra 1921 til 1924. Ekspeditionsleder var Knud Rasmussen.
  • På ekspeditionen havde Arnarulunnguaq ansvaret for madlavning og vedligeholdelse af skindtøj, som var nødvendigt for ekspeditionens overlevelse.
  • 5. Thuleekspedition strakte sig over 18.000 kilometer fra Grønland til Canada, Alaska og Sibirien. 
  • Det er en af historiens mest betydningsfulde ekspeditioner for vores viden om inuitkultur. Ekspeditionen viste blandt andet, at inuit er ét folk på tværs af Grønland, Canada, Alaska og Sibirien.

Kilde: Lex.dk

Arnarulunnguaq var som en af de få med på hele den tre-årige slæderejse, hvor hun havde ansvaret for madlavning og vedligeholdelse af skindtøj, som var nødvendigt for ekspeditionens overlevelse.

Desuden er Tycho Brahe, H.C Andersen, Benny Andersen, Marie Krogh, Inge Lehmann, Tove Ditlevsen og Arne Jacobsen også blandt de udvalgte personer.

- Personerne er valgt ud fra, at de skal have haft signifikant kulturel betydning, haft stor indvirkning på videnskaben eller på anden måde udført bedrifter, der har gavnet det danske samfund, skriver Nationalbanken på sin hjemmeside.

Desuden er det en fordel, hvis personen er genkendelig i befolkningen.

Spørgeskemaet lukker 2. juni og herefter vil Nationalbanken sammen med eksterne eksperter beslutte, hvordan sedlerne skal se ud. Du kan svare på spørgeskemaet her.