‘Enormt efterslæb i arbejdsredskaber’: Grønlands Politi bruger nu omstridt amerikansk software
Peter Thiel er en af USA’s magtfulde tech-milliardærer.
Han er tidligere blevet beskrevet som Donald Trumps vigtigste støtte blandt de amerikanske tech-virksomheder.
Han har også udtrykt en drøm om at bygge uregulerede tech-byer, såkaldte ‘Freedom Cities’, i Grønland.
Og så er han medstifter og leder af virksomheden Palantir, som arbejder med efterretninger og overvågningssystemer, og som har dybe rødder i USA’s forsvars- og efterretningsmiljø.
Børsen har for nyligt kunne afdække, at Grønlands Politi i november sidste år overgik til det danske efterretningssystem Pol-Intel.
Det er bygget på Palantirs software, og det får flere eksperter til at advare om en større sikkerhedsrisiko i Grønland.
- Han (Peter Thiel, red.) ønsker, at USA skal overtage kontrollen med Grønland, og han drømmer om de her tech-byer, hvor Palantir styrer det hele, siger Jacob Kaarsbo, der er tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste, til Børsen.
Men ifølge folketingsmedlem Naaja H. Nathanielsen (IA), så giver det ikke mening at efterlade Grønlands Politi i en digital ørken, hvis man vil undgå, at USA har mulig adgang til grønlandske systemer.
- Du har løst lige præcis nul problemer, hvis du kun fjerner Grønlands Politis adgang til Pol-Intel, siger hun til KNR.
Dansk vs. grønlandsk adgang
Bjørn Karlsson, der skriver ph.d. om Palantir i Danmark, fortæller til Børsen, at problemet med at bruge software som Palantir er, at det kan give amerikanerne en mulig bagdør ind til oplysninger fra politiet:
- Når man ser på de reelle trusler mod dansk territorium, forekommer det at være en opsigtsvækkende dårlig idé at give sine modstandere en mulig bagdør,” siger han.
I flere europæiske lande er man bevidst gået udenom eller forsøger at undgå at være afhængig af Palantir. Det danske forsvar kigger efter sigende også efter alternativer til Palantir.
Naaja H. Nathanielsen forstår godt bekymringen over, at man udruller et amerikansk software-system til Grønlands Politi, samtidigt med at den amerikanske præsident ønsker at overtage Grønland.
- Hvis der er et sikkerhedsproblem med Pol-Intel, er det ikke kun et problem i Grønland, men for politiet i hele kongeriget, siger Naaja H. Nathanielsen:
- Det nytter ikke noget at tage det her arbejdsredskab fra Grønlands Politi og så bare sige, at de må klare sig uden. Enten ændrer man det over hele linjen, eller så gør man ingenting.
Hun mener, at det kan være en god ide at kigge på, hvorvidt der er generelle sikkerhedsproblemer med de systemer, man bruger i politiet, men man skal ikke gøre det på bekostning af Grønland:
- Hvis man kan få adgang til oplysninger fra politikredsene i Danmark, så kan man nok også få adgang til oplysninger om Grønland, selvom der ikke ligger et digitalt spor, siger Naaja H. Nathanielsen.
Grønlands digitale stenalder
Grønlands Politi har længe haft ekstremt dårlige vilkår, ifølge Naaja H. Nathanielsen.
- Der er et enormt efterslæb i forhold til Grønlands Politis adgang til arbejdsredskaber, siger Naaja H. Nathanielsen.
Politiet i Grønland har tidligere hverken haft adgang til Politiets sagsstyringssystem, PolSas, og altså heller ikke efterforskningssystemet Pol-Intel.
- Alt har beroet på manuelle optællinger, når man skulle danne et overblik over kriminalitetsbilledet i Grønland. Det er altså meget belastende i forhold til at drive en vidensbaseret udvikling af politiet, siger Naaja H. Nathanielsen.
For nyligt blev der offentliggjort en ny undersøgelse af, i hvor stort omfang politiet havde ‘vasket sager’, hvilket betyder at politiet har undgået at efterforske anmeldelser tilstrækkeligt.
Grønlands Politi indgik dog ikke i rapporten, da PolSas først var blevet introduceret i Grønland i 2025.
- Det er jo helt til rotterne i forhold til god forvaltningsskik, at man har givet Grønlands Politi så enormt ringe vilkår indtil nu. Bare skiftet til PolSas har jo taget årevis, siger Naaja H. Nathanielsen.
KNR har henvendt sig til Grønlands Politi for at høre, hvorvidt brugen af Pol-Intel i Grønland udgøre en sikkerhedsrisiko. Grønlands Politi har henvist til, at spørgsmål om Pol-Intel skal besvares af Rigspolitiet. Sidstnævnte er ikke vendt tilbage på KNR’s spørgsmål inden udgivelse.
Palantir svarer til Børsen, at de lever fuldt ud op til alle sikkerhedskrav, og at det er noget vrøvl at spekulere om bagdøre i softwaren.