Dansk udenrigsminister reagerer på Jeff Landrys planer om at overtage Grønland

Den danske udenrigsminister fortæller, at det er svært at håndtere udtalelserne fra Jeff Landry, da han ikke er en del af den amerikanske regering.
Lars Løkke Rasmussen var senest på besøg i Nuuk, da han sammen med sin canadiske kollega, Anita Anand, deltog i åbningen af det canadiske konsulat sammen med Vivian Motzfeldt (D), den daværende naalakkersuisoq for udenrigsanliggender for Siumut. Foto © : KNR / Markus Valentin
Skrevet af Markus Valentin
03. juli 2026 16:26

Mandag udtalte Donald Trumps særlige udsendning til Grønland, Jeff Landry, sig om, hvordan USA kan overtage Grønland.

Her nævnte han, at USA bør sende flere soldater til landet for at genbefolke baserne.

Det er blandt andet et scenarie, som bliver forhandlet om i den arbejdsgruppe, Grønland, USA og Danmark har i Washington D.C. om Grønlands fremtid.

I radioprogrammet P1 morgen blev den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (Moderaterne), spurgt ind til hans reaktion på udtalelserne.

Jeff Landry antydede, at den amerikanske præsident i lørdags havde fortalt ham, at Trump stadig ønsker at overtage Grønland.

Den udlægning istemmer Lars Løkke Rasmussen sig.

- Jeg bilder mig ind, at Trumps idé om, at USA vil have det bedre, hvis USA havde Grønland under en eller anden form, det tror jeg stadig er i præsidentens hoved, siger den danske udenrigsminister til DR P1.

- Det er jo vores opgave at sikre, at det ikke sker.

En svær situation

Udenrigsministeren svarer ikke konkret på Jeff Landrys udtalelser, og hvad de får af betydning for de igangværende arbejde.

Dog sætter han ord på, at Jeff Landrys rolle er speciel. Som særlig udsending er han nemlig ikke en del af den amerikanske regering, og han er heller ikke med i den officielle arbejdsgruppe.

Normalt har udenrigsministeren kontakt med den amerikanske vicepræsident og udenrigsminister. Men Donald Trumps nuværende regering har ændret spillereglerne.

- Der ingen tvivl om, at han har en relation til præsidentet og helt ærligt, det er noget af det, der udfordrer os, at Trump-administrationen fungerer anderledes end normale administrationer.

- Vi ved godt, at der ved siden af det her system er en anderledes beslutningsproces i USA, hvor folk omkring præsidenten har hans ører og dermed også en indflydelse. Der er Jeff Landry en af dem.

KNR har henvendt sig til Udenrigsministeriet for at få et interview med ministeren. De oplyser, at det ikke kan lade sig gøre.