Fodbold: Grønland tabte knebent mod Slovenien

Grønland førte flere gange i onsdagens kamp mod Slovenien, men måtte se sig slået i kampens døende minutter.
Skrevet af Noah Mølgaard
09. oktober 2025 11:41

Grønlands deltagelse i turneringen Amateur Nations Cup i Østrig sluttede onsdag med et knebent nederlag med 4-5 mod Sloveniens amatørlandshold.

Det gjorde ekstra ondt på Grønland, da slovenerne scorede deres sejrsmål til 5-4 i dommerens tillægstid, efter at Grønland var foran flere gange.

- Det var megaærgerligt, men meget lærerigt for os, siger landstræner for Grønland Morten Rutkjær til KNR.

Rene Eriksen Petersen scorede to gange i træk til Grønlands føring på 2-0. Men slovenerne kom stærkt tilbage og udlignede. Og ikke nok med det. Så kom Slovenien foran på 3-2 inden Mathias Christensen udlignede til 3-3 for Grønland.

Halter lidt efter

Nemo Thomsen bragte også Grønland foran på 4-3, inden Slovenien udlignede igen og scorede som nævnt deres sejrsmål i dommerens tillægstid.

- Jeg vil sige, at sådan en kamp udstiller grønlandsk fodbold lige nu, hvor man kan se, at de kun træner udendørsfodbold 2-3 måneder om året. Og der sidder vi bare med en fantastisk oplevelse, men tænker også hvad kunne det ikke blive til, hvis man havde en overdækket hal, siger Morten Rutkjær.

Det grønlandske landshold er nu på vej hjem, og kommer først til at spille på græs igen til næste år. Så nu skal der tygges på de nye erfaringer, der blev høstet i Østrig.

- Spillerne har fået et wake up call på, hvad det kræver at spille på det her niveau. Det kræver noget på teknik og mentalt. Men også på formen at være klar til sådan en turnering som den her, siger Morten Rutkjær.

- De her hold er bliver prioriteret højt med mange aktiviteter i østrigsk og slovensk fodbold, og der må vi sige, at vi halter lidt efter, fordi vi ikke træner jævnligt i Grønland. Så vi har lært rigtig meget af denne her tur, siger Morten Rutkjær.

Videofil

Den langsigtede mål for udendørslandshold er Island Games 2027 på Færøerne.