Grønland taber for tredje gang ved U18-VM

De grønlandske U18-håndboldkvinder måtte endnu engang gå fra banen med et nederlag, da de i dag spillede mod Kinesisk Taipei. Nu gælder det kampen om bundplaceringerne.
Det er første gang, at Grønlands U18-landshold er med ved VM. Holdet har tabt deres tre første kampe mod Kina, Danmark og Kinesisk Taipei. Foto © : IFH - International Handball Federation
Skrevet af Thor Bill
17. august 2024 15:50

Det blev til tredje nederlag i træk, da de grønlandske U18-håndboldkvinder her til formiddag spillede endnu en kamp ved VM i Kina.

Modstanderne var i dag Kinesisk Taipei, og kampen startede nogenlunde lige ud de første ti minutter. Men herefter gik de grønlandske kvinder i stå - og formåede ikke at putte bolden i nettet i hele 13 minutter. Derfor kunne de gå til pause bagud med 15-5.

- Selvom Chinese Taipei hurtigt kom fem mål foran, havde vi chancer nok til at holde os inde i kampen. Desværre havde vi rigtigt svært ved at passere deres målkvinde, og vores angreb havde igen en vanskelig kamp, udtaler landstræner Victoria Svendsen.

Anden halvleg blev dog noget bedre for det grønlandske hold, der lykkedes med at score dobbelt så mange mål som i første halvleg, så det blev en noget mere lige affære. I anden halvleg scorede Grønland 10 mål, mens Kinesisk Taipei scorede 13.

Og dermed endte kampen 28-15 til modstanderne.

- Vi kan tage mange positive ting med fra 2. halvleg, og jeg er meget stolt af pigerne og den måde de kom tilbage på, udtaler landstræneren efter kampen.

Flere kampe venter

I de første to kampe blev Madeline Bjørnestad topscorer for det grønlandske hold. Og den titel kunne hun også tage med sig fra kampen i dag - dog delt med Bea Najaaraq Mathæussen Jensen. De scorede nemlig begge fem mål.

Med dagens nederlag ender det grønlandske hold på 4.-pladsen i deres gruppe - og går derfor ikke videre til næste runde.

Til gengæld skal Grønland nu spille om bundplaceringerne i den såkaldte "Presidents Cup".

Her skal de møde Argentina på mandag og Kazakhstan på tirsdag.

- De tre første gruppekampe har utvivlsomt givet holdet en masse erfaring til brug i fremtiden. Nu kigger vi fremad mod yderligere fire kampe i Presidents cup, og i morgen holder vi en tiltrængt kamppause. Vi bliver ved med at kæmpe med det vi kan, og nu vil vi fokusere på vores næste modstander og den næste kamp, lyder det fra landstræner Victoria Svendsen.

Du kan se de kommende kampe på det internationale håndboldforbunds youtube.