Grønland overtager formandskab i Arktisk Råd - Oprindelige folk får central rolle

Vivian Motzfeldt bliver den nye formand for Arktisk Råd.
12. maj tiltræder Vivian Motzfeldt som formand for Arktisk Råd. Foto © : Malik Brøns / KNR
Skrevet af Markus Valentin
11. april 2025 14:42

Den 12. maj tiltræder Vivian Motzfeldt (S) som formand for Arktisk Råd i kraft af sin rolle som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender.

Ved en præsentation klokken 14 i kulturhuset Katuaq i Nuuk vil hun løfte sløret for programmet, der sætter retningen for de kommende to års arbejde under grønlandsk formandskab.

KNR har fået adgang til det officielle program, hvor det fremgår, at der vil blive lagt særlig vægt på oprindelige folks rettigheder, indflydelse og muligheder – især på det økonomiske område.

- Formandskabet vil arbejde med bæredygtig økonomisk udvikling inden for regionen med henblik på at sikre, at økonomisk udvikling i Arktis udføres til fordel for samfund og folk i Arktis, skrives der i formandsskabets program for 2025 til 2027.

Formandsskabets punkter i Arktisk Råd

Oprindelige folk og samfund i Arktis

Formandskabet vil styrke samarbejde om medicinske forsyningskæder i Arktis for at forebygge, håndtere og forbedre sundhedsmæssige katastrofer. Dertil skal der sættes fokus på at styrke den mentale sundhed, selvmordsforebyggelse og handlekraft hos arktiske oprindelige unge og samfund.

Også ligestilling er på dagsordenen, hvor der skal arbejdes på mere data for ungdomsmigration, sundhed og kriminalitet - herunder omfanget af vold og diskrimination mod oprindelige kvinder.

Bæredygtig økonomisk udvikling og energiomstilling

Formandskabet vil fokusere på nuværende og fremtidige økonomiske samarbejde med ikke-arktiske partnere på områder som fiskeri og fangst, minedrift, energiomstilling turisme med mere.

Kommunikation og transport mellem oprindelige folk skal i centrum. Her skal der ses særligt ses på pålidelig og billig telekommunikation.

Havet

Der skal afholdes en international havkonference til forbindelserne mellem det subarktiske og højarktiske område angående biodiversitet, klimaforandringer og forurening fra transport.

En workshop skal afholdes for at sætte fokus på krydstogtskibe og passagerfartøjer, der opererer i Arktis. Dette er med henblik på den stigende trafik som følge af havisens afsmeltning, der medfører øgede risici for ulykker og forurening.

Klimaforandringer i Arktis

Der skal være fokus på klimaforurenende stoffer med opvarmnings- og sundhedsrelaterede effekter såsom udledning af sod og metan.

Fortsat prioritering af overvågning og dokumentering af ændringer i permafrosten, smeltende havis samt ændringer i biodiversitet og økosystemer.


Det skal de arbejde med

Et konkret fokusområde bliver at styrke de arktiske forsyningskæder for medicin – med det formål at stå bedre rustet til fremtidige sundhedskriser. Derudover vil der blive igangsat en omfattende kortlægning af diskrimination og vold mod oprindelige kvinder.

Klimaforandringer og biodiversitet er også højt prioriteret. Formandskabet vil arbejde med forskning i, hvordan klimaforandringer påvirker permafrosten og afsmeltningen af havisen. Der skal også tages fat på miljøgifte som PFAS og kviksølv, der truer livet i havet – især havpattedyrene.

Derudover er øget skibstrafik som følge af isens tilbagetrækning et emne, der kræver handling. Flere krydstogtskibe og passagerfartøjer øger risikoen for uheld og forurening. Derfor skal beredskabet styrkes for at sikre hurtig og effektiv respons i tilfælde af maritime nødsituationer.

ICC bakker op

I en pressemeddelelse fra Inuit Circumpolar Council, ICC, bliver det nye program for Arktisk Råd taget varmt imod.

- Vi kan se mange af ICC's bidrag afspejlet i formandskabsprogrammet. Vi vil gerne takke Naalakkersuisut og regeringerne i Danmark og Færøerne for at sikre et stærkt fokus på arktiske oprindelige folk og for at have taget godt imod ICC's input.

Sådan skriver Sara Olsvig, forkvinde for ICC.

Ifølge hende markerer programmet et vigtigt skifte i Arktisk Råds arbejde, hvor oprindelige folks viden og perspektiver nu skal spille en central rolle.

- Vi ser frem til at samarbejde med formandskabet - samt alle andre stater og permanente deltagere - om at sikre et trygt og inkluderende miljø for de oprindelige folks eksperter i Arktisk Råds arbejdsgrupper, afslutter Sara Olsvig.

Dog retter ICC også kritik mod processen, da der ifølge organisationen ikke har været formelle samtaler med de permanente deltagere i udarbejdelsen af programmet.