Futsal: Grønland mødte den brasilianske overmagt i historisk kamp



En fodboldlandskamp mellem Brasilien og Grønland.
Det kan måske lyde som en dårlig joke. Men det var ikke desto mindre det, der skete onsdag aften i den brasilianske by Curitiba.
Der spillede det grønlandske futsallandshold mod verdensmestrene fra Brasilien i International Futsal Cup. Og helt som forventet vandt Brasilien. Det blev med cifrene 13-0 efter 6-0 ved pausen.
- Brasilianerne var som forventet meget dygtige og beundringsværdige. Vi havde forventet, at kampen mod verdens bedste hold ville blive hård, og det var det også. De viste Brasiliens kendetegn individualisme på højt plan, siger Grønlands anfører Lars-Erik Reimer til KNR.
Føler sig heldig
Spillerne på det grønlandske hold havde formentlig ingen forventning om, at de en dag skulle spille mod verdensmestre, da de tog fodboldstøvler på første gang.
- Jeg har aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg en dag skulle spille mod verdensmestrene. Det er meget stort, og vi har været meget spændte, da vi fik denne mulighed, siger Lars-Erik Reimer.
- Jeg føler mig utrolig heldig, at vi fik sådan en stor mulighed. Så fik vi også set, hvor vi ligger i forhold til verdens bedste hold og på det internationale plan, siger Lars-Erik Reimer.
Grønland skal spille mod Afghanistan torsdag aften, der ligger et stykke under Brasilianernes niveau.
- De er selvfølgelig gode, men ikke lige så gode som Brasilien. Vi får derfor formentlig bedre chance for at holde mere på bolden og bedre mulighed for at bruge vores spillesystemer. Men vi får helt sikker hård modstand, siger Lars-Erik Reimer.
Kampen mod Afghanistan begynder kl 19.00, og kampen vises direkte i KNR2.