Greenland Venture køber aktier for 27 millioner

Selvstyrets investeringsselskab, Greenland Venture, har købt 7 procent af True North Gems Greenland A/S. Dermed stiger det grønlandske ejerskab af rubinminen, Aappaluttoq.
Skrevet af Simon Uldum -
27. august 2015 05:18

Greenland Venture A/S har købt 7 procent af aktiekapitalen i True North Gems Greenland A/S af det canadiske moderselskab True North Gems. Prisen er 4 millioner amerikanske dollars, der svarer til ca. 26 millioner danske kroner. Dermed vokser andelen af grønlandsk ejerskab i rubinminen markant.

Greenland Venture havde i forvejen en lille aktiepost på 0,58% af True North Gems Greenland, og ejer nu en andel på lidt over 7,5 procent i selskabet, der har koncessionen til at udnytte Aappaluttoq-rubinerne.

LÆS OGSÅ Rubinmine bliver en langt bedre forretning

LÆS OGSÅ VIDEO Rubinmine-skepsis vendt til entusiasme

 

Velovervejet køb
- Vi gør det grønlandske aftryk på rubinminen væsentligt større, siger Greenland Ventures direktør, Karsten Høy, der fortæller at købet er meget velovervejet.

- Når vi lægger så mange penge på bordet, er det en strategisk og langsigtet investering, forklarer han. Vi tror på rubinminen og på, at virksomheden bliver en god forretning. Det vil vi gerne være en del af.

 

Investerer for at få andel i udbyttet

- Der er meget få nye initiativer i Grønland, der allerede har skabt så mange nye lokale arbejdspladser som etableringen af rubinminen. Vores investering er også med til at sikre dem og skabe endnu flere fremover - både i True North Gems Greenland og hos virksomhedens samarbejdspartnere og leverandører, slutter Karsten Høy.