Greenland Energy er ikke en del af Trumps Grønlandsprojekt, siger direktør
Et amerikansk olieselskab sigter efter at påbegynde olieefterforskning ved Nunap Qeqqa til oktober, hvis alt går som ønsket.
Deres fremmarch de sidste par måneder har vakt bekymring både i Ittoqqortoormiit og Nuuk.
Ikke mindst fordi det sker samtidig med, at USA’s præsident udtrykker en vedvarende tørst efter at eje Grønland.
Det har igangsat diskussioner om selskabets mulige forbindelser til den amerikanske regering eller personer omkring præsidenten, hvilket tog til i styrke forleden, da det kom frem, at Donald Trumps personlige ven, tv-værten Dr. Phil, skal rejse til Grønland for at optræde som vært for en dokumentarserie om olieprojektet.
Personlig passion
I sit første interview med et medie i kongeriget afviser Greenland Energys direktør blankt, at selskabet er støttet af den amerikanske regering eller er en del af et større projekt om at øge USA's indflydelse her i landet.
- Det har absolut intet med Trump-administrationen at gøre, siger Robert Price om sit olieeventyr til KNR.
Direktøren insisterer på, at han udelukkende er motiveret af kommercielle interesser og en fascination af Grønland, som blev plantet i ham fra barnsben.
Robert Prices far var udstationeret ved en vejrstation på østkysten under Anden Verdenskrig, og han er derfor vokset op med historier fra den tid, fortæller oliemanden.
Det, der nu er Greenland Energys olieprojekt, har altså været i støbeskeen længe før Donald Trump blev præsident, siger han.
Desuden har selskabet investorer fra hele verden med forskellige politiske overbevisninger.
Robert Price siger til KNR, at selskabet ikke har modtaget nogen tilsagn om politisk støtte fra Trump-administrationen, og at han ikke har haft nogen kontakt med folk i Trump-lejren om projektet.
Et Trump-projekt?
Lige bortset fra én person: præsidentens særlige udsending til Grønland, Jeff Landry, som Robert Price og selskabets bestyrelsesformand mødtes med i maj under Future Greenland-konferencen.
Kort tid efter vendte Jeff Landry tilbage til USA for at briefe præsidenten om sin rejse, og senere tonede han frem på Fox News, hvor han indirekte talte varmt om selskabets olieprojekt ved Nunap Qeqqa.
Robert Price vedkender over for KNR, at ledelsen mødtes med udsendingen i Nuuk og talte om projektet. Men han afviser, at han har en relation til Jeff Landry eller andre i Trumps omgangskreds.
Derudover har selskabet hyret personer med tætte bånd til Trump og det amerikanske forsvar, som det danske undersøgende medie Danwatch har afdækket, og velhavende donorer til præsidenten har investeret i projektet.
Og nu har tv-værten Dr. Phil, en af Trumps personlige venner, meldt ud, at han vil besøge Grønland til sommer for at promovere olieprojektet.
Selskabets egne investorer synes også at se den samme sammenhæng, hvilket KNR kunne afsløre forleden.
I en offentlig gruppechat fejrer de Trumps mulige involvering og selskabets mulige forbindelser til USA's politiske ledelse.
Handler om Grønland - ikke USA
Men Robert Price insisterer på, at selskabet ikke er et 'Trump-projekt'.
At blive opfattet som et politisk redskab i en amerikansk sammenhæng er både 'misvisende og tjener hverken selskabets eller Grønlands interesser,' fortæller han.
Robert Price påpeger, at han ikke er herre over, hvad hans investorer siger eller investerer i.
Og Dr. Phils relation til præsident Trump var, ifølge ham, ikke en faktor i valget af ham.
Greenland Energy er heller ‘ikke bekendt med, at Dr. Phil har formidlet kontakt til Trumps kreds på selskabets vegne.'
I et skriftligt svar skriver Greenland Energy, at Nunap Qeqqa-projektet er underlagt grønlandsk lovgivning og kræver godkendelse fra de grønlandske myndigheder – ikke fra Washington D.C.
Ydermere skriver selskabet, at det har været i kontakt med 'en bred kreds af politiske og erhvervsmæssige aktører i USA, hvilket er naturligt for et selskab med amerikanske investorer.’
- Vi er opmærksomme på, at der florerer spekulationer om politiske forbindelser i investorkredse. Det er ikke usædvanligt i forbindelse med projekter af denne størrelse og synlighed.
- Men Greenland Energys projekt står eller falder ikke med amerikansk politik – det afhænger af de grønlandske myndigheders godkendelse, de geologiske forhold og projektets kommercielle levedygtighed.