Grønlandske ønsker fremlagt for Løkke

Råstoffond, opgradering af danske ansvarsområder og Arktis-minister er blandt andet på forhandlingsbordet over for kommende dansk regering
Foto © : Maasi Pedersen/KNR
29. juni 2015 11:55

For anden gang siden folketingsvalget mødtes de nyvalgte medlemmer Aleqa Hammond fra Siumut og Aaja Chemnitz Larsen fra Inuit Ataqatigiit torsdag hver for sig med Lars Løkke Rasmussen for at drøfte ønskerne til et kommende regeringsgrundlag.

Efter partiernes selv fremlagde deres ønsker lørdagt, var det torsdag Løkke selv, der spillede ud med et oplæg til et nyt samarbejde. Et oplæg, der nu skal forhandles ud fra. Og hos Siumut vil det ske bl.a. med ønsket om en investeringsfond med danske skattekroner til Grønlands råstofsektor og infrastruktur.

- Da jeg sagde (til Løkke, red.), at det var vigtigt, at vi så en stat medfinansiere råstof- og infrastrukturudviklingen i Grønland, var det ikke bare kun fordi, vi ønsker flere penge fra Danmark, men at vi gerne så dansk investering i Grønland og investering i rigsfællesskabet til gensidig gevinst, fortæller Aleqa Hammond til KNR.

Læs også Aaja vil minde regering om kritik


Noget, Inuit Ataqatigiit bakker op om. Den danske stats deltagelse er nemlig nødvendig for at få private firmaer til at følge trop med investeringer.

- Behovet for at lave indsatser i forhold til at sikre investeringer ude fra er stort. For eksempel en investeringsfond, som rigtig mange partier i Inatssartut har bakket op om, hvor den danske stats jo også skal være med til at være fødselshjælper på det, siger Aaja Chemnitz Larsen.



Siumut: Lys over pengenes vej
Fra Siumut lød ønskerne desuden på, at der bør ske en undersøgelse af pengestrømmen mellem Danmark og Grønland. Undersøgelsen skal bl.a. kaste lys over, hvor meget Danmark i dag reelt får retur af bloktilskuddet i form af afkaster til danske firmaer, jobs, skatteindtægter mm. 

Resultatet kan være med til at motivere den danske stat og firmaer til at investere yderligere i Grønlands erhvervsliv, håber Hammond.

Læs også Smal regering giver indflydelse

Også ønsker om at Danmark udviser større ansvar som arktisk nation og samtidig tager bedre hånd om socialt udsatte grønlændere i Danmark er blevet lagt på bordet fra Siumut. Hos Inuit Ataqatigiit blev det fulgt op med kravet om, at Danmark bør udpege en minister for Arktis og Rigsfællesskabet.

Forslaget fik en kølig modtagelse under valgkampen af både de øvrige grønlandske partier og på den borgerlige fløj i Danmark. Alligevel har Inuit Ataqatigiit  fastholdt ønsket over for Løkke, oplyser Aaja Chemnitz Larsen.


IA: Lovgivning skal opdateres
Foruden et krav om at blive inddraget i finanslovsforhandlingerne i Danmark har Inuit Ataqatigiit også stillet krav om, at Danmark i højere grad end i dag lever op til sit ansvar på de områder, som Grønland endnu ikke har hjemtaget, herunder at sikre, at lovgivningen på områderne bliver opdateret.

- Jeg sagde meget klart over for ham (Løkke, red.), at der er meget af lovgivningen, som er utidssvarende og forældet. Og jeg nævnte også, at en del lovgivning er fra 1960’erne, og det var han lydhør over for, siger Aaja Chemnitz Larsen.

Læs også Her er Regeringen
 

Hun håber selv at få plads i Folketingets Retsudvalg for at kunne deltage i netop dét arbejde.

Der er endnu ikke indkaldt til de næste møder mellem Lars Løkke Rasmussen og de grønlandske folketingsmedlemmer.

Det var i torsdags ikke muligt at få en kommentar fra Lars Løkke Rasmussen, da han sad i regeringforhandlinger.