Grønlandsk patienthjem: Enestuer og farvel til pårørende

Gæster til patienter på Det Grønlandske Patienthjem i København bliver afvist, mens pårørende rådes til at flytte ud. Det sker for at undgå coronavirus.
Grønlandske patienter i Danmark og deres pårørende må nu væbne sig med tålmodighed. En række ikke-akutte operationer og behandlinger er nemlig udskudt til foreløbig efter 31. marts 2020.
17. marts 2020 05:45

Siden sidste uge har de danske myndigheder opfordret til, at personer i Danmark ikke samles i større grupper.

Det udfordrer Det Grønlandske Patienthjem i København, hvor der mandag ifølge KNR's oplysninger bor i alt 80 personer. Tallet omfatter både patienter og pårørende. 

For at mindske smittefaren på patienthjemmet er alle patienter derfor i sidste uge blevet tilbudt enkeltværelser, så vidt det er muligt.

LÆS OGSÅ Nye anbefalinger: Undgå at rejse ind og ud af Grønland 

Og så er der sat begrænsninger på antallet af pårørende på patienthjemmet, fremgår det af Det Grønlandske Sundhedsvæsens hjemmeside, Peqqik.gl.

Pårørende til nye patienter kan derfor i øjeblikket ikke få overnatning på Det Grønlandske Patienthjem i København.

Det gælder dog ikke pårørende til patienter, hvor en læge har godkendt behovet for en ledsager.

Pårørende, som allerede overnatter på patienthjemmet, og som ikke har en lægebestemt ledsager, kan fortsætte opholdet. De opfordres dog samtidig til at rejse hjem, hvis det er muligt.

Og så har patienthjemmet indført et fuldstændig stop for alle udefrakommende gæster og leverandører. Det er således ikke muligt at besøge familier og venner på Det Grønlandske Patienthjem i øjeblikket.

Al plejepersonale er stadig på arbejde

For at mindske smitterisikoen på patienthjemmet er hver anden stol i spisestuen desuden fjernet under måltider, mens mange beboere ifølge KNR's oplysninger mest opholder sig på deres værelser.

Det Grønlandske Patienthjem er drevet af Selvstyret, men skal følge anvisninger fra de danske myndigheder.

LÆS OGSÅ Folk i Nuuk om coronafrygt: - Vi passer ekstra godt på

Sidste onsdag opfordrede statsminister Mette Frederiksen (S) til, at alle, som kan, arbejder hjemmefra i foreløbig to uger for bremse smittefaren. Det gælder dog ikke blandt andet sundhedspersonale.

Derfor er al plejepersonale på Det Grønlandske Patienthjem i København også fortsat på arbejde. Kun fem medarbejdere, som kun har administrative opgaver, arbejder hjemmefra, erfarer KNR.